emissioner

le mouvement du chaos

2012-02-04T11:50:00.000-08:00

jeg rakte min hånd ud efter dig
og den blev væk i mængden.
særskilt hvordan sengelys og lus sværmer,
jeg kunne blive et fint le corbusier,
så bevidst om min sociale status,
kunne trække vejret gennem
hammershøi, min kølige onkel,
vil du virkelig gerne diskutere
det dér, jeg er kun en samling knogler med fyld,
særligt det dér rækkende,
jeg begyndte at læse
kirsten hammann, som jeg dog næsten forstod,
fordi jeg aldrig rigtigt var mai-tai-mig,
men bare det dér underligt strittende
matrix til en hånd, rækkende, strækkende,
du vil findes i det, co-pilot, jeg læste dig
over skulderen, blev halvanden,
tørretumblet til genkendelighed.

du må veksle det til manna, når du kommer hjem

2012-01-29T11:54:00.000-08:00

en gammel stol. en gammel stol og et opgivende tv. en gammel telefon. den sidder fast i væggen. et saneringsmodent hotel.

du sidder i den gamle stol og du flår i telefonen, som sidder godt fast i væggen. du græder ned i bunken af regninger. du er langt fra den, du elsker.

den, du elsker, bor heldigvis i en anden by med en anden person. de er meget lykkelige. du river og flår i telefonen, så elmasterne hamrer ned i bilerne, som ikke sidder fast i noget.

dit fripas ligger i bilen. isen drysser ned af tagspærrene i store tapper. du er langt fra den, du elsker, et afvist manus blæser rundt på den hærgede parkeringsplads.

du må veksle det til manna, når du kommer hjem.

det mørkeste sted i verden

2012-01-25T12:11:00.000-08:00

det mørkeste sted i verden er dér
hvor vi ikke flyttede ind,
væggene dyppet i plastmaling,
ufødte børn skøjtende gennem
stuerne og bøgerne uden
titel og tyngde,
det mørkeste sted i verden er der
hvor vi ikke er på
havebænken eller i
de fastfrosne møbler;
fortabte i fodgængerovergangen
er vi,
fortabte i kældre
uden os

Duellen – et remix

2012-01-14T12:21:00.000-08:00

Det er en mørk morgen på grusstykket mellem præsteboligen og kirkegården. Louise fryser. Hun bryder sig ikke om de der machospil, som Adrian altid presser hendes Frederik ud i. At køre ræs på landevejen, helt hul i hovedet. Særligt i Djursland, hvor bakke afløser bakke afløser bakke. Nogen vil uvægerligt komme til skade.

- Skat? Du behøver ikke komme herud. Det kan godt blive farligt.

- For fanden, Frederik! Tror du virkelig, jeg er bange for Adrians venner og præstegården? For helvede.....Jeg vil jo bare ikke af med dig!

-Jamen, skat, det kommer du da heller ikke til. Jeg passer på mig selv. Det tager kun en halv time, så kommer jeg hjem med pengene og vi kan ta´ til Spanien. Som jeg lovede dig.

-Jeg magter ikke det dér! Det er slet ikke dig, Frede, det er det ikke! Ham Adrian.....han fucker med dit hovede, det ved du godt, ik´?

-Det er MIT og kun MIT valg, Lou! Jeg bliver nødt til at gennemføre det her...

Tusmørket, en bleg måne, som spejler sig i kølerhjelmene. Frederiks ombyggede Punto, Adrians hidsige Polo. Som de vræler mod hinanden ved startlinjen. Adrians latterlige venner i deres Hellerupgear. Majbritt og Sofie, som klemmer Louises hånd som når de ser gysere. Køretøjernes rallen og hidsen. Asfalten som sortner og stinker brændt. Gruset sprøjter op på skiltet. Termestrup.

Det ternede flag går ned, omdrejningerne går op, hestekræfters tunge, hvæsende arbejde. De to fartøjer blinker hidsigt i natten, Frederiks speedometer ryger under presset, Adrian får en flænge i undervognen. De presser hinanden som sultne løver på savannen, som lugter ungt gazelleblod. Maling står i flager omkring dem. Det er i sandhed afgørelsens time...

Nede ved vandet går det galt. Lyden af 8 dæk, der spontanpunkterer, slam, slam, slam, slam, slam, slam, slam, slam. Ingen ved, hvordan politiet har opsnuset, at der skulle være ræs lige her, lige idag. Men der står de, Frede og Magnus, adrenalinet pumper stadig efter en rasende infight uden vinder. En helt ny kamp fløjtes i gang.

Louise holder Frederik i hånden. Han står ved en grøft i sin orange dragt med påtrykket: ´samfundstjeneste´. En helt anden adrenalin.

Der er edderbankme langt til Spanien nu.

Duellen - en BILTEMA-novelle

2012-01-11T09:46:00.000-08:00

Tågen lå tæt, og steg langsomt, mens solen opvarmede jorden, og siloerne åbenbarede sig i landskabet. Tågen steg til en blød altostratus, der spredte sig til tottede cumulus humilis. Det tydede på, at dagen ville bringe sommeren ind over søer, mosehuller og stridbare åer. Sivene stod ranke med blottede dunhammere.

Ved banelegemet hørtes en susen, mens 07.30-toget susede igennem tunellen under bavnehøjen. Mælkebøtternes stængler sitrede i forventningsfuld længsel efter de summende humlebier. De søvnige hyrder lukkede tyrekalvene ud, og de boltrede sig i kådhed på det dugvåde græs. En malkepige hev dovent i den brogede malkeko Marys dunkende yver. Mælken sprøjtede ned i malkespanden i fede stråler. En vildfaren hanmus fik en af strålerne midt i ansigtet. Den sorte præmietyr Joachim sled i sit tøjr, mens anden, Henrik, pressede sig imod de stive siv. Sommeren var varm og vild.

Lænet op ad et frønnet, hvidkalket stakit stod kusken, Adrian Magnus, og ventede på, at husmandens søn, Frederik, skulle færdiggøre sin morgentoilette. Adrian vendte sig og så ud mod det dampende morgenlandskab, mens han tyggede på et græsstrå. Det smagte frisk og sødt. Malkepigen, Margrethe, kom gående ud af stalden med to junger i sine hænder. Da hun så Adrian, blev hun varm og hed. Hun standsede et øjeblik og stillede jungerne fra sig. Adrians profil med det vippende græsstrå fra mundvigen, hans røde kuskejakke, de høje, blanke støvler og de stramme ruskindsbukser gjorde hende svimmel. Hun vidste ikke, hvor hun skulle gøre af sig selv.

Det havde været en svær morgen for Adrian Magnus. Han vidste, at det gjorde ham elektrisk, når to blanke våben mødtes i kappestrid. Og denne morgen havde han påtaget sig det ærefulde og skæbnesvangre hverv at være Frederiks sekundant i duellen mod Grev Henrik den Grusomme.

Et klagende skrig sønderrev gårdens stilhed.

"Nej, Frederik, nej!"

Det var Frederiks moder, Marie.

"Hold nu kæft, kælling! Drengen skal sgu da bevise, at han er en mand. Nu skal der fandme være holmgang. Og du skal bare tie! Thi kvinder skal tie i forsamlinger, sagde apostelen," råbte Frederiks Fader, Christian, brysk. Men moderens klage fulgte Frederik ganske hele vejen til kareten.

"Næ, har man hørt magen," sagde landposten bestyrtet over den tumult, der lød i den ellers fredelige gård. Selv grisene i stalden gryntede uroligt, og fårene brægede. Men Frederik satte sig fattet op på sædet ved siden af Adrian i den åbne vogn.

"Kør," sagde Frederik stille. Han var rolig. Mens hans ansigt var karrygult. Adrian blev sært urolig over at være så tæt på Frederik. Og det var ikke sekundantrollen, der trykkede ham. Nej, det var snarere...en slags tilbøjelighed. En uregerlig lyst, kanske en dybere trang, til at være tæt på ´Frede´, som han kaldte ham, når ingen andre forstyrrede dem. Han var flov og sært fysiologisk bevæget på samme tid.

Adrian kørte tavst hen over heden. Af og til skulede han til højre. Frederik sad stadig ubevægelig som en marmorstatue af Canova. Kun de kridhvide knoer afslørede hans nervøsitet. Som forplantede sig til Adrian. Hvis Frederik tabte duellen – han turde ikke tænke tanken til ende. Frederik var en utrænet kriger. Nok havde han fået højeste karakter i fægtetræning, men en pistolduel var nyt for ham. Adrian havde hørte de salte skud ramme de træstykker, som han øvede sig på. For få. Han ramte for sjældent. Hvordan skulle han ramme rigtigt nu? Adrian fyldtes af lige dele adrenalin og trang til ædelmodig herrestrid – åh, de klinger, de klinger! Men nu pistoler, åh....

En tid sad de endnu tavst. Solen rejste sig højere over himlen. Ved zenith skulle duellen stå under de to høje, ranke ege ved Herman Bangs sø. Han havde ofte ligget under de to træer og drømt sig væk udner stjernerne, mens han hørte de knirkende, gnidende lyde af de massive egegrene, som gned sig mod hverandre. Gren mod gren. Her havde der altid været en ro. En stilhed havde altid fyldt ham under disse træer, og udsigten i månelyset over søen med de mørke træer på den modsatte bred havde givet han en inderlig nåde. Men idag skulle denne fredsplads genlyde af skud!

Adrian vidste, at hvis han lod duellen spille sig ud, ville han miste Frede, hans majestæt, hans forbillede, hans Don Quijote til sin Sancho Pansa – hvad gør en klog sekundant nu?

"Adrian!"

Det var Frederik, der talte. Adrian vendte forvirret hovedet mod Frederiks bronzeklare stemme.

"Hvis jeg taber," hans stemme dirrede umærkeligt, "hvis jeg taber, vil du så sige til Louise, at jeg...at jeg..."

Adrians opmærksomhed var splittet op i lige dele beskyttertrang og jalousi.

"Ja, Hr. Frederik, det vil jeg."

"Tak."

Atter blev der tavst imellem dem, som toppen af de to store ege dukkede op bag den lyngklædte banke. Adrian vidste godt, at Louise ikke var...At Frederiks forhold til hende var af en meget kompliceret natur. Hver gang Frederik tog et skridt i den stramme, tætsiddende dueldragt gav det et lille ryk i Adrian. Som om læderet gnubbede sig op ad HANS lår, som om trykket fra skridtbeskytteren var på hans...

Så lød der høje lyde fra den anden ende af søen. Grev Henrik den Grusomme havde et enormt følge.

Det var en flok lakajer, ubarberede, med upudrede parykker og falske blikke. De hujede og hvæsede og skabte en stemning af uretfærdig strid. For Frederik havde intet følge. Kun den tavse Adrian, som havde blikket fast rettet mod hver eneste bevægelse, som Frederik gjorde. Grev Henrik smilede ondt. Adrian kunne se, at dette ville blive en ulige kamp. For hver eneste af lakajerne havde deres hænder knyttet mod hver deres pistol. Frederik havde ikke en chance. Ikke én! Den måtte Adrian tage. Han kastede sig for Grev Henriks fødder, tryglende, idet greven løftede sin pistolfæstede hånd mod den dirrende Frederik.

"Nådige greve," bad han. Han kyssede grevens bestøvlede fødder, han greb om grevens røde gamacher og løftede sit ansigt mod ham.

"Nådige greve, " tryglede han, "der må være en anden måde at afgøre dette slag på!"

Grevens mørke ansigt strålede som en dødsstjerne ned mod Adrians bedende ansigt.

"Rejs dig," gnæggede greven. "Du har ret. Der ér en anden måde." Adrian rejste sig skælvende. Greven smilede bredt. Hans hæse stemme hvislede gennem luften mod Adrians øre:

"Buk dig!"

Når Adrian tænkte tilbage på den eftermiddag blev han altid lidt drømmende og fraværende i blikket. Han hørte stadig skoven genlyde af suk og forløsning. Tænk, at alle de mænd...Ja, tænk, at så mange ædle mænd ku være således fyldt af samme ophøjede mål!

Duggen falder blidt mod vejbreddens skinnende bladstængler, og Adrian tænker på den forjættende lyd af mandige bælter, der klirrer mod hverandre og knappes op med små, lokkende smæld.

Det Nedre Land

2011-12-11T07:00:00.000-08:00

Du bor i Det Nedre Land. Det er dér, hvor der gives op. Ikke op til noget, ikke op til nogen, bare op i det blanke. Op i det, der ikke er mere, og derfor flyder rundt som knyster på universets albue.

I Det Nedre Land er det svært at råbe. Man lærer, at det ikke nytter noget. Så det nytter ikke noget. Det er nemmere at hviske. At hviske i fimbulvinden, hviske det samme, det samme, det samme. Og det er tilladt at græde til øjnene hænger helt nede ved knæene.

Du hvisker et navn gentagne gange. Til sidst er det ren rytme, et navn, et navn, et navn, et navn. Navnet fylder hele rummet, forlængst forladt af sin person, forlængst ude af sig selv.

I Det Nedre Land ligger et bjerg af punkterede cykler, knækkede sofaer, ridsede ruder. Imperfektionen, dens blanke gentagelse i det ulidelige, er sært dragende som en film fra et land, der ikke mere er et land.

Solen trænger altid kun langsomt gennem disen. Vi vågner i hver vores lejlighed i Det Nedre Land, her bor man ikke sammen, kæresten er støvet i karmen, som perkolerer i det gustne sollys. Det Nedre Land støver som en aflagt bog.

Man husker biografer og man husker sine kæreste afskeder, men i replay, replay, replay ligner de manierede manuskripter fra monotone monomaner i en sort pøl af skam og spildolie.

På en toiletvæg, ingen ser, har 1 skrevet: ´Den Anden´.

Frederikshavn og jeg

2011-12-07T11:29:00.000-08:00

Frederikshavn og jeg går way back
gennem den firkantede
blæst
ruller jeg mine løfter
over olietønder tværs underground
gennem Norge
du skal vente
du skal ikke vente
på Frederikshavn
i Frederikshavn
før jeg er færdig
og vinterhimlen
mørkt berører det Kattegat
som en rasende handske

frit fald

2011-11-27T13:43:00.000-08:00

Digtene falder ud
af mine fødder
falder ud af mine hænder
mine heste på marken
mine trin
de falder ind i lygterne
til uddelingen af Nobels
Vredspris
og splitter sindene i Nuuk, i Odessa, på
Korsika, lige midt i mellemrummene på
du vanskelige sinds Via Dolorosa
gennem syningerne i hendes enbårne lædertaske, rejs
videre væk fra vækninger, vildt
som dine sætningers pomade
vifter digtene
væk fra
ansigtet

Råber dig langsomt

2011-11-20T08:45:00.000-08:00

Råber dig langsomt
op gennem skakterne
i det nedlagte hotel;
her dufter blåt
og betonet,
beton som i hjembyens
knirkende sociale
bygninger, vi vred
armen om på
kedsomheden og
endte med blå
fingre og tørre
forkølelser, dén
pige boede i
opgangen overfor,
min udkårne
lejlighed lugter
af digte som aldrig
prøvede at sige noget udover
hende.

Den dramatiske sol

2011-11-14T08:30:00.000-08:00

Også ved sollys rinder undskyldningerne ud. Du ringer til nogen, som forlængst har skiftet nummer. Havnen er en skygge i sig selv. Havnen er rod. Vælg første parket. Bagved første parket er drama. Lamperne falder ned. Bag lamperne er et mindre.

Med et 7-takket sværd skærer morgensolen havnen ud til et måltid. Glem de ombordløse. De gratis passagerer på toget til intet. I alle de sprøde kanter af intet udspilles et større drama.

(vi siger: har hun nu kaldt på det? Vi siger: vent en halv.)

Også mellem ørerne er der andet end betændelse.Skriv til nogen, når dramaet er dysset ned. Skrig til nogen, hvis de fortfarende nægter at lytte. Du står ved en båd. Du er nok en slags sejler. Solen sejler ud af havnen som et krydstogt under afvikling. Livet begynder ved Terning 8. Kan du komme helt herud?

(vi sagde det jo: vi gider ikke det dér dramapis!)

Derude, dansende mellem Terning 8 og Den Tiende Indsigt, drager du et krøllet stykke slikpapir frem som om det var en lanse. Du siger: ´vi er her!´

(vi tysser på spædbarnet)

Jeg siger: `Heldigvis. Natten er tæt. Dit nye nummer er 7.´

snap

2011-10-31T15:22:00.000-07:00

Inde ved skohandleren på Roskildevej får jeg en besked, som overrasker mig så meget, at jeg ødelægger lommen i min vinterfrakke.

Jeg kan godt se, at det er fra min kæreste, og jeg finder hurtigt de sko, jeg gerne vil have. Og lukker den klirrende dør forsigtigt.

Senere, over for Rødovrecentret, ser jeg dig med en lille pakke i hånden. Mobiltelefonen falder ud af min ødelagte jakke.

Lykken står i elevatoren og smiler åndssvagt.

Sandy

2011-10-22T02:50:00.000-07:00

Det blæser ude ved Klitmøller. En forskelsløs blæst. Surferne råber, men kan ikke engang høre sig selv. Grå i grå er din kjole, som spejler efteråret, som spejler din kjole.

Du sidder på et sandet håndklæde og rækker din let rystende hånd ud efter solcreme. Der er ikke meget sol. Der er ikke meget creme.

Tilbage i sommerhuset synes du pludselig alt lugter af brændt gulvtæppe. Andre menneskers børn har efterladt tre plasticspande. Babushka, det samme.

Under kommoden

2011-10-19T13:47:00.000-07:00

Du venter ved den samme café som altid. Du har små, fine tingester i dit hår. Du skal mødes med een, som betyder noget. Dine lange vinterstøvler gnaver lidt. Din korte kjole er næsten for stram.

Du plejer at vente på ham foran caféen, han plejer at være en smule forsinket. Idag er det ret køligt i Leipzig, så du sætter dig ind.

Ovre ved planten sidder en person, du har prøvet ihærdigt at undgå i mange år. I datede, eller hvad man nu skal kalde det, og du opdagede noget. Noget ved dig selv. Noget, du gerne ville ha´ levet videre uden at vide.

Så kommer han ind. Han er typen, der stormer ind, kæmpe knus, og hilser hjerteligt og overstrømmende på bartenderen. Han ser godt ud, måske er han begyndt at træne igen? Så sker det katastrofale: han hilser på ham, der skal undgås. De kender åbenbart hinanden.

Det er en streg i regningen. Du spørger, om I ikke skal tage et andet sted hen. Den unævnelige løfter sin hånd til en hilsen, det er ikke til at holde ud!

Han siger, at I bare kan gå på Puschkin i stedet - og måske vil den unævnelige bonkammerat med? Du siger, at du har fået et ildebefindende og forlader caféen lidt for hurtigt.

Hjemme tager du dit alt for stramme tøj af og ifører dig den komfortable joggingdragt. Der ligger en skakbrik på gulvet. Den kan man heldigvis sparke ind under kommoden.

Et kærlighedsdigt

2011-10-03T14:06:00.000-07:00

Det gør mig godt
at du ser så glad ud
at du er smukkere end nogensinde
og at fuglene letter
i umulige vinkler
på billedet i baggrunden.

Det gør mig godt
at du trives, din
mand, dine kommende
børn i blikkene mellem
jer, din glæde ved
venners og kollegers
tilstedevær.

Det gør mig sært
at elske dig endnu
med større styrke og
magtfuld mening end
muligt troedes.

Det gør mig sært
at du bor så langt væk
nu mens drømmene, der
dirrede i stolene i
biografen holder mig
i ånden natten lang.

Det gør mig mærkeligt
bevæget og befæstet
i troen på livet og døden
og andre steder
vi ikke kan nå
at din vedholdende dighed
gør mig lykkelig per drøm.

Ild

2011-09-20T14:19:00.000-07:00

Du sidder i førersædet med hovedtelefoner på. Bilen er gået i stå. Her går alt i stå. Det er noget med magnetisme. Eller: det er noget med noget andet.

Det er noget med en anden.

Hun stod på den samme perron med en anden, nu kan den ikke bruges til noget. Du kan ikke bruges til noget.

Du står på den samme perron.

Herfra din verden går og står, men helt særligt: står. Ingen hænder til at holde dig inden for stregerne. Du sidder igen i bilen, motoren er smadret og timerne går.

Motoren er smadret.

Herfra ved du ikke, hvor du går. Herfra ved du ikke, om du går. Togene går. Du vil nu gå med dem.

Togene går væk.

Så står du på banegården med alle tegn på forladthed brændt ind i din attachétaske. Din hånd gør ondt. Du har holdt fast i rattet med så fast et greb, at dine hænder ikke rigtigt længere vil som du vil.

Hun vil ikke længere som du vil.

Det skal hun heller ikke. Hun er ikke her, og du mærker det som en kropsdel, der forsvinder.
Hun er en vigtig kropsdel, der forsvinder. Hjertet, f.eks. Næsten uden hjerte bestiller du en envejsbillet til en by, du ikke kender endnu.

Så er du i en by, du ikke kender endnu. Et menneske støder ind i dig og taber sine cigaretter. Hun samler dem hurtigt op igen. Har du ild?

Med floderne

2011-09-08T07:17:00.000-07:00

Og med floderne gir det 10. 10 punkter, vi skal samle, Lars-Peter, nu kan vi vist godt gå i gang.
Skriver du?
Skriv: Vi var nede ved købmanden, det regnede som aldrig før, vi ku´ ikke finde hende.
Skriver du?

Skriv: Vi stod nede ved færgerne, en høj lyd kom fra en af dem, vi var våde helt ind til skindet,
Skriver du?

Skriv: Vi vaklede ud af værtshuset, det var det eneste i byen. Alkoholen havde løsnet alt det, der havde sat sig f....nej, var rustet fast - det var rustet fast!
Skriv: rustet fast!
Skriver du?

Skriv: Da vi nåede floderne, var vi nået op på 10 punkter. Jeg har sprunget nogen over. De værste. Dem vil jeg ikke snakke om.
Skriver du det?
At jeg ikke vil snakke om dem.

Vi kan desværre ikke påtage os udgivelsen af dit manuskript

2011-09-04T02:02:00.000-07:00

Du går hjem mens solen gør det samme. Det er oktober, solens sidste stråler varmer stadig, og du glæder dig lidt til den kulde, der sætter ind om lidt.

Om lidt kan du mærke den, selv gennem den varme frakke, du fik for 100 år siden af din far. Du kan mærke den. Den siger: Hun blev kun ganske kort for at se om du måske var noget bedre bagved alle attituderne og forsvarsmekanismerne. Det var svært at afgøre.

Din roman ligger rundt omkring i lejligheden, flået i stumper og stykker af en vred hund. Som er dig. Du er en rottweiler. Det lyder også godt: Albanus Rottweiler.

Du knuger busbilletten i poten, den kan bringe dig langt væk. Det kan være, at du allerede er langt væk? Du har tabt et spil, som ingen har gidet forklare dig reglerne til. Du har lavet en collage af alle afslagene på din roman. Så fucking kreativt. Din roman er din lille, tykke baby, som ingen ka´ li´.

Du bliver mere og mere ligeglad med det hele. Hvilket er freudiansk for, at det hele betyder mere og mere og Meningen flytter ind i cykelskuret. Du vil gerne være en cykel, som nogen har bygget et skur til.

I stedet er du en cykel, som er langsom og alt for traditionel og som gerne vil vide, hvorfor 3 gear ikke er nok mere?

Du er en vred, misforstået cykel og solen er forlængst gået hjem og du står af på en forladt station og falder i søvn i et hjørne i din nye provstekjole af gratisaviser og nedfaldsblade. Meningen trækker lidt på det ene ben.

De har siddet længe over det samme glas vodka

2011-08-31T13:16:00.000-07:00

De har siddet længe over det samme glas vodka. Idag må man gerne drikke det rent. De har mistet, og den sivende flod udenfor; det er som om den ved det. Tyst og vandet kommenterer den deres tab med sin næsten lydløse gurglen.

Med sin næsten lydløse gurglen er Anne-Marie næsten for nuser, når hun børster tænder. John kan sidde hele aftenen og glæde sig til at se hende stå dér i sin natdragt med lyde, der kommer af sig selv.

Lyde, der kommer af sig selv, nogle fra kroppen, nogle fra gaden, en ske tabt på gulvet larmer som en hel krig. F.eks. krigen i hans hovede, som aldrig sluttede. Det er næsten rart at indrømme, at han savner at være i kamp.

Han savner at være i kamp: I kamp for føden, i kamp for overlevelse, han synes det moderne menneske er holdt op med at kæmpe. Han vil ikke indrømme det, men han savner også de traditionelle kønsrollemønstre, som gjorde hans bedsteforældre så sikre på hinanden. Han ved godt, at der kunne være tale om et massivt selvbedrag.

"Et massivt selvbedrag", kalder hun det, når hun igen dater en-eller-anden forhutlet eksistens, som hun godt ved, at hun ikke kan redde. Hun ved også godt, at hun næppe ville blive, hvis hun kunne. Svært er det at opfinde et andet jeg.

Et andet jeg må ha smidt de hæmninger og kastet sig ud i romantiske erklæringer til dén pige. Et andet jeg har kunnet tage initiativer, invitere dig ud, finde på små gaver. Et andet jeg hoppede ikke af toget, da det gik i stå i tunnellen, og du var enten og eller.

Eller også er de rigtige, de ting, vi hele tiden går og siger.

finske film

2011-08-25T14:59:00.000-07:00

Du har strikket et morgengry,
fint og skrøbeligt og default,
fintgry, strickligt, drømmefault, vinker,
vinker som i finske film,
falder ud gennem ruder, default,
madrassen lå der igår,
nu ligger glasskår, knust år,
savlet pudevår,
der mangler verber.
De ligger dér.

(den stille tvilling)

2011-08-22T11:25:00.000-07:00

Hun sidder på kanten,
den stille tvilling,
alting blir´ sværere
alting blir´ lettere
månen farver poolen
så fristende
(sværere)
så flaksende
(lettere)
hun lukker øjnene for mørket,
der rasler ned ad bjergene
som spidse, monokrome lærreder (svært)
og springende laks (let)
hun lukker svarkuverten,
den stille tvilling,
alting blir´ vinter
(lygter)

Dorothy Dreamboat

2011-08-11T05:54:00.000-07:00

dd;Hun taber mikado-spillet ned i tørretumbleren.
Nu ligger pindene i det rette mønster.

dd;Hun synger til det sidste store skolebal.
Så blev de stille.

dD;Hun græder på en bænk i atriumgården.
Det fineste, der er sket dette forår.

dD;Hun flytter hjemmefra. ´Jeg skal nok helst bo for mig selv´, siger hun uden at selvbevidstheden er påtaget.

Dd;Dorothy er voksen nu. Hun tænder en cigaret og håber, at der bare er een eneste fyr på samf, som kan forstå hende.
Det er der ikke.

Dd;Nede i vaskekælderen, fanget af sig selv midt i alle rutinerne, begynder Dorothy at græde. Hun mangler noget - er det dig?
Hun ved ikke nøjagtigt, hvad hun mangler, så hun fortsætter med at vaske.
En sok sidder fast øverst i maskinen.

DD;Dorothy sidder på et diskotek med samlede ben og høje hæle i den fine, glitrende sølvkjole. Hun bliver budt op af en fyr, hun aldrig har set før. Han spørger, om hun vil prøve noget sjovt og tager en lille pose med noget brunt i op af lommen.
Det vil hun ikke.

DD;Dorothy har boet længe i Den Store By, synes hun. Hun har gået lange ture, også for ikke at blive tyk. Hun har været på de største diskoteker.Og een gang, til en fest, lagde en underviser an på hende.
Hun har også mødt en fyr, om aftenen ser de film. Eller også holder de bare hinanden i hånden. Indimellem synger en nattergal som besat inde fra naboens have.
Dorothy synes det er lidt meget med al den sang.

-

2011-08-07T09:16:00.000-07:00

Inde i et tog har en lille mus lagt sig til at sove. Toget er udrangeret, regnen hamrer på ruderne og musen er tryg og varm inde i det flænsede sæde.
Det er svært at slippe afsted med melankoli.

-

2011-07-30T07:55:00.001-07:00

Du lukker øjnene, fordi det virker som det rigtige at gøre. 9 timer senere falder du ud af en kuffert i en fremmed by. Her dufter af laks.

*

2011-07-25T06:09:00.000-07:00

Det med Majbritt, altså billedet, stod i glas og ramme alvor i flere år i vindueskarmen, så hun kunne se ud i gården, når der kom gæster. Det var sjovt, haha, men så var der dét med Henrik. For fanden, Henrik......

*

2011-07-25T06:05:00.000-07:00

Noget af det, du i sin tid stillede ned i kælderen, kan du simpelthen ikke forstå, hvorfor du ikke har smidt ud! Det lugter underligt af fortid og forfald, og det dér billede, du altid leder efter, er stadig blevet væk. Altså det fra koncerten, det med Majbritt.

*

2011-07-18T03:00:00.000-07:00

´I vinkel´, siger trapezdanserinden. Nu er hun ude af trapez, ude af vinkel. Mens færgerne venter på tegn, en sekssporet regn. Kun du kan forstå 17K.

*

2011-07-15T01:20:00.000-07:00

Majhat, parasolhat, alt det pjat. Du var egentlig mere hjemme i oktober. Og listerne rækker ikke hele vejen rundt. Sådan dér. Nej.

-

2011-07-15T01:13:00.000-07:00

Engulfed in the intricate dynamics of her work, the seamstress tosses you a bone.
´Go figure´, she mumbles as your future plans are changing by the minute.

*

2011-07-12T01:28:00.000-07:00

Uden at tale med nogen har du vandret tværs gennem København. Det er varmt. Dine fødder værker under de høje hæle. Det trækker op til regn.
Du er gennemskuet, kommer hele tiden hjem.

knaster

2011-06-19T13:48:00.000-07:00

I

Vælg dig et lille læskur i nærheden af bænkene på Rødovre Station. Her er ingen beskyttelse. Mod dig selv. Her slår du alle fortidens spøgelser sammen til et: SpøgelsesRavn.

II

Skriv det hele om Den Anden. Skriv det bagpå en sten, der er tør og sandet. En sten, der alligevel snart skal genanvendes. Husk din undren. Din nye puls.

III

Skriv din by ud af dens fængsler. Det er en bulet by, nu skal den genopbygges. En hel by skal genopbygges af pladerne fra din gamle Volvo.
En helt enorm bil.

I

Rødovre slår ud i grønt, det er sommer og du er blevet helt socialrealistisk i hovedet. SpøgelsesRavnen letter og lander og letter og lander, aldrig har her været så bakket.

II

2980. Nogen opdager runer på bagsiden af nogle brosten, der blev fjernet i forbindelse med Branden. Det er svært at deciphrere, noget med undren, vist. Og puls.

III

Skriv fængslerne ud af din by. Byen var rekonstrueret, nu er den bulet igen. Et helt univers lever i svejsningerne i din antikke Volvo.
Helt enorme svejsninger.

V

"Vælg mig, så skal du se", læser arkæologerne bag på en planche over ting, man kan bygge af plader fra gamle biler. Fonten ligner en knækket ravn.

På kanten af et comeback

2011-06-16T03:09:00.000-07:00

Det er en alt for stor kløft, du dykker ned i tornebuske og tyl. Du står fordrømt helt ude på kanten af et comeback, markerne summer af bi.

Du lægger dig ned på en varm, sort sten, alting rasler af Møn og Hven, ingen vil nogensinde lede efter dig i landskaber som her, nu kan du lede efter dig selv. Led efter dig selv.

Du kan ikke huske dit nummer eller dit navn, du flår et mønster på din arm. Brombærbuskene arbejder videre på dit dna, måske kommer der en ny dig ud en dag? Så kan du lede efter den.

Monkeyman

2011-06-10T10:12:00.000-07:00

Du er den, der altid melder det videre. Du er en mellemleder. "Jeg skal nok melde det videre", siger du, himmelfalden forlængst. Du er den, der altid ender med de aber, som ingen vil røre, så kan de lige pludselig IKKE meldes videre.
Og du står på dækket af en færge og ser ned i det glitrende vand. Du bliver lidt svimmel over alle de aber, du får lov at beholde. Du kunne starte en mindre zoo.
Derhjemme svinger aberne sig fra gardin til gardin, slemme aber, de fylder hele bordet, de fylder hele livet. De optager så meget plads, at kvinderne, der lejlighedsvist besøger dig, flygter ud på Nordre Frihavnsgade - de magter simpelthen ikke alle de aber!
Og når du handler ind, skal aberne selvfølgelig med, trættende ubudne gæster er de allerede, men nu står de midt i Føtex og fylder midtergangene op. Du vil gerne udenom, men der er ingen hvile for aberne.
Du prøver at give en håndfuld aber videre til en ny medarbejder, jaja, de skal også lære den at kende, den anden side af mønten. Men aberne finder, gennem de interne jungler, deres vej tilbage på dit bord. Hvor de ikke hører hjemme. Du lærer forskellen på reel og formel magt. Sidstnævntes fravær er ikke længere overraskende.
Dig og dine aber. Nu sidder i på en parkeringeplads nær en lille park i noget, der hedder New Jersey. Du er blevet presset op langs kravlevæggen, og er stukket af med din imaginære familie. Nu sidder du i den dér park. Din lille, private abehær er flyttet med og svinger sig fra træ til træ. Du ringer til Firmaet og siger op. Du vil hellere gøre rent på en restaurant i noget, der hedder Queens end tilbringe mere tid med aberne.
Dagen efter er aberne væk. Din nye chef taler ikke om abstrakt ansvar og gummikiks, der kan uddelegeres. Han taler om meget konkrete mål for jobbet. Og meget konkrete krav, der skal opfyldes, hvis du ikke vil tilbage på Gaden igen. Hvor rent der skal være. Hvilke rengøringsmidler du skal bruge, Det er det bedste job, du nogensinde har haft!
Du tjener meget lidt, men din fritid er din egen. Ingen aber, hverken hér eller dér. Du møder en pige, som er tjener på restauranten overfor. Hun ligner ikke noget, du havde forestillet dig.

Hva´ fuck er det egentlig, du har gang i?

2011-06-04T11:43:00.000-07:00

Ok, fuck, du flytter så til FUCKING Alkmaar, hva´? Ja, den er fucking fin med dig, ta´ din fede røv med dig til Alkmaaaaarrrr, see if I care! Jeg har....hvaaaaaddd? Flytter du nu? Jamen, for SATAN i helvede, da! Jaja, du kan ik´komme hurtigt nok væk fra mig, hva´?? Nå, for helvede, nu skal HUNDEN også med? For satan....Du.....
Du kan sgu ik´ gøre det her imod mig, skat, det er.....Du er sguda.....ALKMAAR? HVA´FUCK?? Du er en LUDER, du er! Det kan.....Hvem er ham dér? Er det din nye FUCKING kæreste eller hva´? Hva FUCK? Nå....men....Du kan sguda ik´ bare.....Det er jo.....Hva´ så med MIG, hva´? Hvad havde du tænkt dig......Alkmaar? Jamen, du kender fandme da ik´nogen i Alkmaar?
Ok, men....JEG har altså IKKE haft noget at gøre med det her! Du kan fandenfuckme flytte dit eget lort! Kælling....Ja, det er jo MIT tv, det er det! Du skal ik´.....Nå.....Jeg går over til Carsten nu, jeg gør! Bare lige en sidste ting: FUCK DIG, MAND!! Jeg har ik´ gjort en skid forkert! Fuck, mand......FARVEL, BITCH!!

.....

Hey, Carsten, jeg...Nåhh, jamen, det er bare Malou, hun....Nejnej, hun er bare, du ved...skredet? Jeg ved sgu ik´....MIN skyld? Nej, det tror jeg FANDME ikke! Hun er fandme en mærkelig kælling, hun er! Hva´? Nå, det med Kirstine, jamen, det var jo bare....Det er sguda hva´ der sker, ik?......Nejnej, hun har kun taget sit eget lort.....Hva´ mener du? MIG? Hvad HELVEDE mener du? MIG??!! For satan, Carsten, jeg troede du var min ven! Fuck.....Sige undskyld? Nu slapper du KRAFTFUCKME af, Carsten! Jeg....

KONSTRUKTIONEN (inventar)

2011-05-30T04:08:00.000-07:00

I: Du venter i Atrium. Hår definerer blæst.
II: Som en solsort. Som en solsort og øjne i katten.
  III: Råb det ud som et selvmål. Eller svælg i folie.
   IV: I midten af senere haller: opstillet kalkule.
   V: Laban er dit sidste navn. Værstefødte, nul.
   VI: Oksereb, dér hvor de dansede. Mød mine hænder.
   VII: Dit dna på bordene. Koppernes summen, klokken er sort.
  VIII: En hjemve, de har glemt at nævne i receptionen. Helt bog i hovedet.
IX: Sætningerne svides på kanten af bålet. Flextrix.
X: Monumentet må ikke berøres. Ivrigt kaster himlen med komma.

   (senere: såret er brudt op)

  /// Mildt sagt kunne du godt ha´ smadret
  /// cyklen noget mere. Den er lidt i restordre.

  Kun til strandkanten, tak. Et væltet ///
  øje. ´Lazarus´, siger Lazarus. ///

   Midt i sætningen er der
   en stige. Tag den helt op
   til n. Før n og før n.

   ´Tak for det´. Du ned-
   sænkes i tak.
   På k´et har jeg efter-
   ladt en stokrose.

Abendmann, Corinneplatz

2011-05-23T07:21:00.000-07:00

Jeg ville skrive dig ud. Ud af historien - ligesom alle de andre. Jeg ville skrive dig helt ud på den anden side af bevidstheden, hvor jeg aldrig ville kunne se dig igen. Jeg er Abendmann, en ulv er min løjtnant.
Så skrev jeg dig ind. Helt ind til dér, hvor alt har en svag duft af dit tøj, når du har været på arbejde. En svag duft af mad.

Derinde, hvor, hvis jeg ville forestille mig paladser og værktøj, alt havde dit monogram, CQD. Og puden, som altid bar dit ansigts kontur, selvom man rystede den nok så neutral. En Abendmann må lide langt mere ondt end godt, men så ligner man jo bare de andre. Det er det, det betyder.

TM

2011-05-20T03:53:00.000-07:00

Jeg skrev i lyset fra dit ansigt, og nu er jeg fortabt midt i Forstadsparadiset med en kæmpe projektør, dér er et hus, som ligner et andet, dér er dét hus, som var model for det første, hér er jeg uhyggeligt tegnet mod månen, som idag rationerer sine udfald mod parken af sære, genproducerende monolitter.

Du sagde, at nu kommer det kun til at gå 1 vej. Blændet samlede jeg resterne af carporten op. I en lille container, som alle brugte. ´Vi havde et lille uheld´, sagde de i nummer 2A, alle havde det samme uheld. Synes du ikke, det er mærkeligt, at alle havde det samme uheld? Identiske carportrester i containeren. Containeren var fælles.

På parallelvejen stod en container helt magen til. ´Vi havde et lille uheld´, sagde de i nummer 55B, som er magen til nummer 2A, som er magen til nummer 57C på parallelvejen, som er magen til parallelvejen til parallelvejen.

Du havde ret. Det kunne kun gå 1 vej. Jeg var carportsnedker, nu skulle jeg stykke det sammen. ´Er du færdig nu?´, spurgte du en dag. Det var jeg langt fra. ´Er du færdig nu?´, spurgte du en anden dag, som var magen til den oprindelige. Det var jeg langt fra.

´Vi er færdige nu´ eller ´vi holder en lille pause´, sagde du til naboen, som ligner naboen til naboen på parallelvejen. ´Vi holder en lille pause´ var mejslet ind i alle carportdelene som et Trademark, også naboens, og lignende mejslinger på dem på parallelvejens parallelvej. vend.projektør.nu.

mine hænder brænder ud

2011-05-15T03:08:00.000-07:00

Inde imellem nogle buske på campus finder du et sammenkrøllet stykke papir. Du kan næsten ikke tyde ordene, men det er vist en slags huskeliste. Der står noget i retning af:

Ikke mere Chianti..... ikke mere chokoboller.....ikke mere Luigi, mine hænder brænder ud......Salve, masser af salve, du skal....ikke komme tilbage.....Hvor er shampoo? Ikke mere mål og middel.....Ikke mere dig og mig, ikke mere Abschied ist ein bisschen wie.......

Du får en masse sære billeder i hovedet, og ved ikke, om du skal sætte sedlen op på opslagstavlen, den, hvor folk tilbyder at passe hunde og katte og børn og at yde lektiehjælp og at sælge deres scooter.

Du kan selvfølgelig ikke genkende håndskriften. Ingen skriver da noget i hånden mere? Men du genkender papiret. Det er sådan noget, man skriver skriftlige eksamener på. Du er ikke udpræget glad for at gå til eksamener, men har en del tilbage, før du er færdig med studierne i Verona. Måske har en af underviserne skrevet noten, eller hvad det nu er?

Du opsøger din underviser i kriminologi, signore Attazini. Han er jo vant til at kigge på politiets indsamlede beviser i diverse mordsager. Han må være den rigtige at henvende sig til, tænker du.

Du banker på, og bliver henvist til at vente i forkontoret. Der går unaturligt lang tid, og du spørger sekretæren om hr Attazini ikke snart er klar. Få sekunder senere flår lektoren døren op, hans ansigt driver af sved.

Han vinker dig ind på kontoret, uden at sige noget. Inde på kontoret opdager du et eksamenspapirark på bordet, som er flået midt over. Nu ved du slet ikke, hvad du skal gøre.....

Liz

2011-05-11T03:32:00.000-07:00

Liz hoster og tager jakken af. Måske er det cigaretternes skyld? Altså, at hun har det ad helvedes til. Måske er det mor & far, den mærkelige barndom? Måske er det ingen af delene for Liz? Hun lægger cigaretterne på hylden. Måske kunne en genstand lyse op i mørket?

Den klare, kolde væske og sådan som boblerne fra hendes cola blander sig med den. Måske er det hendes stigende alkoholforbrug? Et eller andet er det i hvert fald. Liz græder. Hun er 18 år gammel, og hun har allerede givet op. Måske er det hendes egen skyld?

Hun drikker 4 vodkashots, det er ikke meningen, at vodka skal blandes op med sodavand, siger hendes far. Så Liz blander ALTID vodkaen med enhver slags sodavand. Det er hendes forældreopgør. Hun læste engang ´Catcher in the Rye´, og tænkte, at hun nok var ligesom Holden Caulfield. Det er hun nok ikke.

Der er bare så mange ting. Hun har ikke haft et fast arbejde i de 2 år, der er gået, siden hun flyttede hjemmefra, og det er svært at få budgettet til at hænge sammen. Hun har f.eks. ikke rigtigt råd til at tage helt ind til Denver for at gå i byen med veninderne. Det graver en grøft. De rige har mange flere glæder, ser det ud til....

Idag skriver hun ´endnu en sæson i Helvede´ i sin dagbog med den lille lås, og sidder helt stille. Om aftenen har hun siddet stille i næsten 2 timer og lyttet til byens puls. Imorgen vil hun tage ind til Denver og få et ´rigtigt´ job. Der var et som servitrice. Selvfølgelig ret usikkert hvad man tjener, men livet er jo usikkert.

Liz falder i søvn til en gammel B-film, ´I shan´t forget the blue hills´. Det trækker lidt fra terrassedøren. Hun drømmer om et liv, hvor hun ikke bestemmer noget selv. Det føles ikke for alvor som en drøm.

Wherefore art thou Juliet?

2011-05-01T13:47:00.000-07:00

Det ubesvarlige spørgsmål. Det er jo ikke normalt. Man føler sig normalt ikke normal, når man er forelsket. Julie kunne være naboens plæneklipper, naboens robe di kappa, naboens datter. Julie er altid naboens. Så Julie skal erobres. Skal hun?

Eller er erobringstogten blot en leg, indøvede dansetrin? Vi kan ikke erobre hinanden per se. Vil man eje nogen andens sjæl og legeme? Oven i al den ballade, man har med egen og eget ditto? Næppe. Der er altså tale om noget mystisk, uverificerbart, som man informelt, men lejlighedsvist formelt, kommer til at ´besidde´. Det er bare en leg. At besidde hinandens unikke mysterier? I don´t think so....

Men enhver leg er kun sjov, hvis den er iblandet alvor. Altså: Wherefore art thou my Juliet? Det ved jeg sgu ikke - men jeg kan være ´din´ Julie. For a while. Shenanigans, tomfoolery, men der er det. Et patchwork af make-believe besiddelser; måske skal man være varsom med, hvor meget man lover på baggrund af sådanne metafysiske mindtricks? Måske er det dét, vi har?

Som Yeats epigrammatisk formulerede det: How can we know the dancer from the dance? Man kunne måske tilføje: Do we want to? Do we have to? Do we need to?

Abendmann, Schicksal

2011-04-29T08:57:00.000-07:00

Der har aldrig været mørkere på mit hotelværelse i Darmstadt. Tunge vinter sænker sig over elmasterne, tunge støvler sænker sig i sneen på fortovene omkring Russische kapelle. Jeg er Abendmann, regnen er hvid og følger efter mig.

Andrea er begyndt. Hun siger, at Herzklopfberg er vinterlukket og i øvrigt under ombygning. Hun kan mærke begyndelsen i alle sine bevægelser.

- Jeg er nok begyndt forfra, Abendmann.
- Det ser sådan ud.
- Regnmennesker om vinteren - hvad er de?
- Lykkeligt omsluttet af klumper af regn?
- Ja, det kan jeg mærke. Om vinteren plejer jeg at tage til Herzklopfberg i lang tid, nogle gange flere dage ad gangen.
- Denne vinter er anderledes.
- Denne vinter er ny.

Snefnug i Andreas hår er et højdepunkt i mit, i Abendmanns liv. Når sort møder hvidt, og begge dele står klart. Lynet slår ned nær hotellet, og alt lys går ud. To hvide skikkelser i hotelværelsets spøgelsesskær, som kun lyses op af sneen, som bare falder og falder.

- Her er rarere uden lys.
- Det er sandt, Andrea. Jeg ville nu ellers have læst.

Jeg er Abendmann. Jeg står ved siden af Andrea, som har rejst sig fra ruinerne af Herzklopfberg, ved vinduet på hotelværelset, og vi åbner ved fælles kraft ud til sneen. Andreas øjne skinner i mørket.

- Sowas gibt es.
- Sowas gibt es, Regenmensch.

Romance med hav

2011-04-27T04:00:00.000-07:00

Vi sidder bare her. Og ser tv. En af os går ud i køkkenet, solen vælter ind fra havet, vi skærmer vinduerne af, så vi kan se skærmen.

Du spørger, om vi ikke skal lave noget, altså noget udenfor. Og det skal vi jo nok, bare ikke idag. På væggen hænger en collage, du lavede engang. Nu er den synonym med vort hjem. Den har hængt dér, siden vi flyttede ind.

Om natten er det virkeligt koldt, vi rykker sammen på sofaen, mens vi ser science-fiction film. 4.

Om morgenen er der igen den her sol, som mest minder om noget fra en film. Eller hvis verden var gået under. Du varmer noget vand til kaffe og te. Jeg bliver liggende til kl 10.

Du har små rande under øjnene, det er fordi du ikke rigtigt har sovet i nogle dage. Du synes ikke det er slemt, men jeg overtaler dig til at sove, mens jeg sidder i stuen med den dér sol lige i hovedet.

Vi kunne gå noget mere ud. Vi kommer bare sådan til at savne hinanden.

Da du vågner, tager du dine nye træningsbukser på. Du ser dejlig ud i træningsbukser. Vi blunder lidt sammen til en tegnefilm, vi så for 100 år siden, og nu kan vi huske hele handlingen.

Vi gider ikke rigtigt noget idag, kan jeg mærke, men vi gider altid hinanden. Din mor siger, jeg holder dig tilbage, min mor siger, du holder mig tilbage.

Vi er ikke tilbageholdte. Vi sidder på terrassen og drikker kaffe, så vi kan komme lidt i gang med dagen. Vi aftaler at gå en tur, en lang tur. Nede ved havet finder vi på en leg. Havet er helt uden alder og fordomme.

Regnmennesker, Eksistenz

2011-04-21T06:44:00.000-07:00

Andrea er stærkt medicineret, hun sidder på en stol. Stolen står i udkanten af Darmstadt, et stille sted.

- Regnmennesker gir aldrig slip på hinanden.
- Nej, Andrea. Aldrig.
- Herr Abendmann?
- Ja?
- Min by er faldet sammen.
- Det ved jeg. Prøv at sove, det gør regnmennesker også.

Andrea lukker øjnene, og sover med det samme. Hun drømmer om at være tilbage i Bremen, at al hendes udsathed kan veksles til varme tårer, katharsis. Hun drømmer om regnmennesker. Hun genkender ikke så mange fra deres virkelighed. Abendmann er der naturligvis. Både i deres og i hendes virkelighed, han er så konkret.

Efter 3 dage, hvor Andrea næsten ikke laver andet end at sove, siger hun noget ud i den desinficerede luft:

- Es regnet. Es beginnt.

Abendmann, Eksistenz

2011-04-11T15:12:00.000-07:00

I vilkårlig rækkefølge falder bygningerne sammen i den ellers så harmoniske forstad, Herzklopfberg, som kun eksisterer i Andreas hoved. Jeg er Abendmann, jeg er ingen arkitekt eller psykolog, det smukke regnmenneske bryder sammen i Tiergarten, som eksisterer for andre end hende, og jeg må bære hende væk herfra.

Hun vågner i Darmstadt, som er noget helt andet. Jeg tørrer hendes hår med et kæmpe håndklæde, og sygeplejerne tjekker hendes puls og vitale livstegn. Hendes sorte krøller er mere fantastiske end nogensinde, menneskets skønhed i modgang.

- Har hun taget stoffer?
- Det tror jeg ikke. Det ligger dybere.
- Vi bliver nødt til at beholde hende natten over, herr Abendmann.
- Fint, jeg vender tilbage.

Dagen efter leder jeg forgæves efter mine cigaretter, mine Røde Kinks. De er inde ved Andrea, under hospitalssengen, som en elendig metafor, tænker jeg. Jeg bor på hoteller, dette er langt fra det bedste, men jeg bor på hoteller, og nu skal jeg besøge Andrea. Jeg mærker efter om mit eget hjerte slår som det skal.
Jeg er Abendmann, i dag skal jeg være stærk for 2.

Noget konkret om herr Abendmann

2011-04-10T02:40:00.000-07:00

Herr Abendmann står i sit meget konkrete sorte jakkesæt ved en meget konkret café i relativt konkrete Berlin. Det regner helt konkret og konkrete mennesker hopper over pytter og bander lavmælt med en ok konkret berlinsk accent. Han bliver gennemblødt på vejen til Bahnhof Zoo, og konkrete vanddråber drypper fra hans sorte hat ned på de konkrete brosten.

Der går mange rygter i Berlin om herr Abendmann. Andrea vil gerne sige noget konkret om ham, men hendes overvejelser fortaber sig i regnen. Hun leder efter denne myteomspundne karakter ved cykelstativerne bag Bahnhof Zoo.

Jeg er Abendmann, jeg er ret konkret. Det smukke regnmenneske nærmer sig gennem den nærmest tropiske regn. Håret igen lagt ned af vandets tyngde. U-bahn-uret er gået i stå.

Abendmann, Berlin Haupbahnhof

2011-04-05T08:21:00.000-07:00

- Rart at se Dem, herr Abendmann. Lang tid siden.
- I lige måde, den Herre. Jeg har været i Bremen.
- Hvad laver man i Bremen?
- Funderer over tilværelsen ude i regnen.
- Og hvad kan jeg hjælpe Damen med?

Andrea skal bare ha en danskvand. Dagen har været noget pakket med begivenheder, og den unge Dame er træt. Hun er et Regnvejrsmenneske, og overdreven konversation hæmmer hende. Det har nu været en rar tur med Abendmann og de tre - kortvarige - samtaler.

Jeg ser på hende - mit Regnmedmenneske? Eller bare: Den her unge kvinde med alt, hvad det nu engang indebærer. Disse perfekte øjenvipper. Ingen regn kan røre dem.

- Tak for turen, herr Abendmann. Det har virkelig været behageligt.
- Min fornøjelse, fräulein Andrea, min fornøjelse.

Andrea gør mine til at forlade caféen, men standser op i sit forehavende: Alle disse indtryk, der emanerer fra Berlin, hvor hun aldrig før har sat sine slanke ben, sætter hende lidt i stå. Perpleks, skulle man nok sige.

Efter 5 timer i caféen går Andrea på toilettet. Jeg tænker, at hun er en usædvanlig pige, ungdommens rastløshed er gået over hovedet på hende. Hun tager sig god tid til alt - også de sorte krøller foran spejlet, igen.

- Jeg må over til min søster nu, herr Abendmann, virkelig. En fornøjelse, som sagt.
- Igen: min fornøjelse, Fraülein.
- Jeg forstår ikke, hvorfor de hjalp mig, hvorfor De betalte min billet, for eksempel?
- Ikke alle er Deres fjende, fraülein. Lad nu Berlin fortabe sig i Dem - og ikke omvendt.

Abendmann, Bremen Hauptbahnhof

2011-04-04T07:57:00.000-07:00

Det regner i Bremen, jeg mener: det REGNER i Bremen! Og jeg er selv regn, eller nærmest eet med regnen, som jeg står der ved Hauptbahnhof og venter på ingen.

En kvinde spørger, om jeg hedder Ralf og om jeg har en cigaret. Anden del af spørgsmålet svarer jeg bekræftende på og fisker en halvvåd Rød Kinks op fra inderlommen på min regntunge frakke.

- Tak. Hvorfor står du her?
(pigen tænder smøgen rutineret, hun er næppe mere end 21)
- Jeg venter.
- Hvad venter du på?
- Det vil vise sig.
- Jeg venter også.

Siger hun. Hendes sortkrøllede ravnehår er klasket godt sammen under trykket fra den nordtyske regn. Hun siger, at hun hellere vil vente indenfor. Men at vi ellers er to mennesker, som søger mod regn. Regnmennesker, kalder hun fænomenet.

Jeg går med hende ind på Hauptbahnhof, kan høre, at hun har håndtørreren kørende længe ude på dametoilettet. Det var blevet så tungt, hendes hår. En lille fugl er på en eller anden måde trængt ind i Hauptbahnhof. Dens sang er lav og hjerteskærende.

- Jeg hedder Andrea.
- Abendmann.
- Sjovt navn.
- Smukt navn. Altså dit.

Andrea finder en lille, våd bog frem fra tasken, det ligner en dagbog. Hun begynder at skrive i den.

- De kan ikke tage regnen fra os, herr Abendmann.
- Eller fuglen.

Der er også en båd

2011-03-31T07:50:00.000-07:00

Uden den rigtige farve. Uden de rigtige drømme. Uden de små, fine detaljer. Dette billede er reproduceret. Reproduceret til uigenkendelighed. Det startede som Rembrandt og endte som.....

Du sidder og flår gamle hår, gammel shampoo, gamle vaner ud af afløbet. Det er et ulækkert tidsfordriv. Du har set en film med Rutger Hauer og forstår, at du nu er en replikant. En, der er født til at repetere en andens illusion om et liv.

Du klæder dig af uden at lægge mærke til din krop. Det er tit som om det slet ikke er din, når det kommer til stykket. Al den ballade, disse underlige drifter, det er vist ikke noget, du har været med til at definere.

Du bader din krop og ved, at denne fornøjelse er kortvarig, da arbejdet kalder. Laboremus pro Patria. Whatever. Du hader dit arbejde - nu på 10.år - og husker ikke lige, hvordan du har været med til at bestemme det.

Du tager slidstærkt tøj på, det er ikke pænt, du elsker at gå i pænt tøj! Nogen gange går du bare rundt i lejligheden spændt op til fest, fordi du ka´ li´ at ligne en, som bestemmer over sit liv.

Om aftenen er du træt, du ville gentlig gerne læse den dér bog om nogen, der har det langt værre end dig, men du magter kun dine krimier. Måske skulle du føle noget, når de der karakterer dør?

Lige før du falder i søvn, åbner en anden verden sig for dig. En verden fra for lang tid siden, måske et helt andet liv? Konturerne af mennesker, du kender og ikke kender, danner sig langsomt, der er også en båd. Disse personer ser frie ud.

nærmere

2011-03-29T07:51:00.000-07:00

Jeg kan ikke komme det nærmere.
Du er den eneste dig,
og jeg savner dig.
Jeg savner dig på rulleskøjter,
jeg savner dig hurtigt og langsomt,
med hovedet lige i asfalten savner jeg,
i blærede cirkler rundt om Aalborg City dig,
og
jeg savner dig som Meningen
savner sig selv
i et stykke af Ionescu.
Og finder sig i det.

discarder

2011-03-12T12:29:00.000-08:00

Tell me more of what you need to discard.

Throw eternal stretches of perfect solitude my way, tell me secrets that never needed to be told. Let go of my hand, I might be stronger in isolation.

Tell me more of what you need to discard.

Dispatch my home number to the in-house nurse, she should send me flowers, ripe with certainty, still fading like a flock of sick seagulls in the festering wake. Don´t send her late.

Tell me more of what you need to discard.

Burn my favourite books on heathen holidays, steal the keys I fashioned for enemies to lock up what they´ve sown. I´ll settle for windswept towers now, forgiving what I can´t forget.

Tell me more of what you need to discard.

Write a textbook on how not to find my fortress of delicious, almost extinct, sandcastles of despair. Pass my soul around at Halloween for kids to trade for candy.

Tell me more of what you need to discard.

Tell me endless tales. Or just tales without beginnings and all too familiar endings.

Tell me more of what you need to discard.

Udestue

2011-03-07T11:49:00.000-08:00

Og lukke det videre ud. Helt ud til forstaden, du voksede op i; vil du gerne være den eneste, der er vokset op i en forstad? Eller vil du skubbe det herud, det vilde, det fortrængte, trykborskaderne? Og leve trygt i visheden om, at det er væk nu. Jeg kan se, at du har tvivlet. Du holder dine hænder i en vinkel, der staver til tvivl. Og du ved, at vi genkendte hinandens gerningssteder.
Ingen måtte nogensinde gå gennem de døre, ingen måtte finde det sted ved gazeboen, hvor du lukkede dine tårer inde, ude, nu ligger de dér med det andet. Og jeg er her ikke rigtigt, jeg har lukket mig helt ud til dine blomster, din tåreboks, din skratten i livets melodi. Og jeg venter her. Fratrukket forventningen om, at du nogensinde vil opsøge dette sted igen. Uden forventninger, punktum.
Du kan godt kalde det skæbne, og vi kan snakke til solen går ud om alle mulige psykologiske aspekter af alt det her, at lukke ting langt, langt ud. Katharsis.
Det ligner en ventesal. En ventesal med biler, parcelhuse, bonsai, små sprækker i asfalten, kommunen fylder noget i. Det ligner slet ikke noget fra en film, det er virkeligt, her sad du virkeligt og ventede på een, der ku finde helt herud.
Og så lukkede du det helt ind, genkendelsesimmun. Vi ligner hinanden, flugt ligger lige for, noget vildt holder vores tænder ude af det almene; vi venter. Forbipasserende råber, at her kan man da ikke bo.
Det kan man blive nødt til.

Desert Tale (ten times the traction)

2011-03-05T08:15:00.000-08:00

- Stay inside the cabin, Darlene. I´ll handle this...
- Sure you will, bozo....
- Don´t....just back me up here for once, Darlene!
- Ok, I´ll stay here (whispers: ´good luck, bozo!´)

We´ve tracked down the runaway kids, as you can imagine. This is the part I hate. 80 % of the time someone ends up injured. Or killed. Gladys haven´t talked about revenge or anything, but that doesn´t have to mean anything. She´s kinda nifty with that cannon of hers....

- So, what are we gonna do, mr. Brown? Are we gonna starve them out? I´m not all that patient, I should tell ya....
- I am. But we´re not gonna starve them out, Gladys. We´re gonna appeal to their sense of reason.
- Sense of reason? You know they left me in the desert, 100 miles from the nearest town?
- They´ll be punished. At least by the desert, and, well, that might be a tougher punishment than any, we could think of.......
- Sure. We´ll talk to them.
- YOU talk to them, Gladys.
- Fine.

I´m convinced that Gladys is on top of this. She always seems to be. She was dehydrated and fragile, when I found her, but now.....She´s really gettin´ into character! A skinny young man with wild ´n´ bloodshot eyes approaches Gladys from the cabin. She´s holding her peacemaker coolly like a western hero. She´s Calamity Jane. I believe in her, maybe Darlene felt threatened by her?

- Hi....Clay.
- Hi Gladys. You and that bounty hunter better beware! I´ll kill the both of you if you don´t hand over your weapons and the 4-wd!
- We´re not gonna do that, Clay. You know that. If you guys surrender yourselves now, it´s a free ticket out of the desert. And a ticket to court, but I guess you knew that?
- You weren´t so tough, when we kicked you outta the car, Gladys!
- Maybe not. People change. The deal is: You surrender to me. Or: you´ve gotta face that guy!

(I´ve slowly left the car, now standing 10 feet away from Gladys)

- So what´s it gonna be, Clay?
- Whoah! That´s......
- You´d better not say my name! That is, if you wanna live....
- No, sir, I....here´s the gun. (puts down the gun slowly, while shaking like a leaf)

Darlene emerges from behind a pile of rocks with a gun. This turnover was expected.

- Put your guns down! I´m in charge now!
(Darlene hasn´t noticed that Gladys left the scene too. She had expected a movie style mexican stand-off, but Gladys has the upper hand standing right behind her.)
- You´re not, Darlene. You´ve never been. Now gimme your piece!

epilogue

- You´re, like, pretty damn hard when you wanna be, Gladys!
- I sure am, Darlene. I´m gonna be visiting you in juvy - mostly to see if you´ve learned anything from this....
- Fair enough, I guess....Who was that guy you came with?
- Mr. Brown? I dunno - some things are best kept secret, Darlene....
- What happened to Clay?
- He´s in a better place, Darlene....
- He´s DEAD?
- No. He´s in community service - and he´ll stay there a long, good time....
- Gladys? I didn´t even like him, y´know....
- I know. Now, let´s drive, officer!

Desert Tale (9 while 9)

2011-02-28T15:51:00.000-08:00

Gladys and I have been driving 24-7 and the 4wd is getting a bit exhausted. But the goal is nigh. The goal is always nigh. These little rascals always think they can just skip town without a trace and no-one will ever find them again. Stories are being fed to them - escapist myths. They should really examine the verity of these desert tales before they act on them.

- Are we close, mr. Brown?
- Can you see that shimmering light some miles further ahead?
- Yea - that´s them?
- That´s probably their car. It should be broken down by now. You can´t take just any car to the desert.
- Of course not. That Clyde, he´s such a dumbass.....
- He might be. But he´s also armed. Are you ready to use your firearm if push comes to shove, young lady?
- I sure am. I took some lessons with my dad. And I´m in pretty good shape, coz I play soccer, you know?
- Yea....soccer....I don´t know - it´s for girls, right?
- And boys, mr.! This is how come I can even lift this cannon from off the ground.....
- Alright, then. You´re a tough girl, you know? Many young women like you would have perished in the desert - done something stupid, I suppose...
- Thanks, mr. Brown.
- We´re gonna make a short stop - just to stretch our legs, no fooling around, mind.....

Darlene and Clay have found a small cabin on a hillside. They´re running out of water, out of conversation topics, out of food, out of everything. This is a full stop. And Vegas seems miles and miles away...

- You said we´d be in Vegas right about now. We´re still in this stupid desert, Clay! Have you noticed?
- Of course I have, Darlene. No worries. I made us a brand new plan, you know that!
- You mean: Wait for that supposed Bounty Hunter, shoot him and then steal his car? That´s a lame ass plan, Clay! We don´t know....maybe he´s got a whole army of marshalls with him? We can´t know, what....
- You´ve gotta stop talking about this, Darlene. We have ammo, I got my army training, you just sit in this cabin and look pretty and.....
- Fine. Is this the last bottle of water?
- I guess.
- You guess? Well, that´s just FUCKING great, man......

The sun is up. The desert is meanest when it looks the most inviting: sunny, lazy, hazy....Gladys is firing a few practice rounds with her Peacemaker. She´s gonna make peace, alright. I never lose patience, but I feel up for a quick showdown. No-one has to get hurt, but I guess sometimes you get to have a say regarding your own destiny......Keep your head down, Darlene, and leave that amateur desert guide to his own devices. If he has any. This is your one ticket out of the desert.

Desert tale (80 more miles to go)

2011-02-24T01:03:00.000-08:00

- Clay? D´you think Gladys was pissed off that we just left her there? I mean, it wasn´t THAT far from Town.....
- Nah, a hundred miles´ not far - I once WALKED 50 miles, back in the old army daaays...Oh, gawd, I´m drunk!
- So am I! Let´s play, Clay! Clayplay! Hahaha....
- Darlene! I think we don´t have much time to play around, I can see a campfire and it´s not too far away.We´d better pack up an´get going....
- Alright....will we be in Vegas soon, hon´? Cos´ I´m getting quite bored with this dusty desert.....
- Sure, sweetie. It´s just around the corner, basically - but we gotta drive all night....

Gladys and I have found plenty of solid leads regarding the whereabouts of our young fugitives. It seems that Clay isn´t the cunning Desert Guide he thought himself to be. And I´ve taught Gladys a few tricks concerning the handling of such a powerful firearm. God, Darlene, get out of that Desert, there´s a prize to be paid. Don´t make this any harder on yourself.

(sound of the 4-wd spinning effortlessly through this particularly fine piece of desert)

- What are you thinking, sir?
- Gladys? Please stop calling me ´sir´. You´re a tough girl, we´re in this together now, ain´t we?
- Yeah....That Clay-guy has twisted Darlene´s mind. She´s never been a grade A-student, but now she seems like that girl from ´California´.....
- That´s a movie?
- It sure is, oldtimer!
- You´re making fun of my age? You´ve got SOME chutzpah, young lady!
- What does that mean, chutzpah?
- Now who´s the dummie?
- Hahaha - point taken, mr.
- Mr. is fine. You can call me Mr. Brown.
- But that´s not your name, though?
- No, it ain´t...But you´ve gotta call me something, right?
- Sure. The sun´s goin´ down, mr. Brown.
- We´ll keep drivin´, Gladys. I´ve got a feeling we´re pretty close.....
- Are we gonna kill someone, mr. Brown?
- We sure as hell ain´t gonna GET killed, sweetheart.....

The desert gets chilly in the night - sometimes cold as fuck! Gladys is asleep. I could have gotten myself a much worse wingman....winggirl, that is. She seems ready for anything, an important tool in the Desert Survival Kit. I worry about Clay and Darlene. The poorly hidden bottles of booze show that they´re not up for the task. You can be drunk going IN, not going out. None of us have unlimited gas supplies. We´ve all gotta get out of the desert. Soon.

Desert Tale (7)

2011-02-20T15:16:00.000-08:00

- So...did you find her? I mean.....that´s not her, dude!
- Sir, dude - make up your mind, mr Gas Guy! No, this isn´t her. And the search is far from over, as you can imagine.
- Ok...don´t have a cow, man....HAHAHA (Gas Station Guy seems drunk or high)
- I´ll try not to, buddy - now: what can you offer in the handgun department?
- Oh, man, I don´t....Awright, ok, I can get you a firearm, sir. Is it for you, sir? Cos´ you don´t strike me as the unarmed type.....
- It´s for the girl. So I guess....nothin´ too heavy?

(Gladys enters from the bathroom - without tons of dust on her face, she looks pretty sharp and determined)

- I can take care of myself, mister! I don´t need no cissy gun.....
- Ok, kid....Well, buddy, it looks like you have to find the young woman a somewhat powerful weapon.
- I will, sir. Gimme a minute....

Gladys is showing this new side, and it seems like she´s gonna need it. She doesn´t trust the Gas Station Gay, and neither do I. He doesn´t know who I am, so I guess he might try some funny stuff. For his own sake, I hope he won´t try any funny stuff.....

Time is of the essence here. Regardless, 28 minutes later Gas Station Guy returns with a presumably heavy bag - and a friend who looks like he´s even more high than the somewhat sobered up Gas Station Guy.

- I found this piece. For the girl.
- For Christ´s sake, that´s a Peacemaker! Can you even LIFT this gun, Gladys?
- Easily, sir.....
- That´s impressive, kid. But this is, like, a collector´s item?
- We, erm.....it could be, erm....stolen. By someone. Right, Jeff?
- Yeah, it´s my dad´s!
- Shut up, Jeff! We talked about this - it´s not his dad´s gun, it´s...
- Right. No matter where it comes from: how much?
- We, erm....5000 dollars?
- Are you crazy, boy? I´ll give you 50...
- 100?
- Deal.

Jeff had probably imagined a different prize tag. His wild, unfocused eyes burn with sudden rage.

- I´ll kill you before I sell that gun for a hundred bucks!
- Easy there, Jeff, you´ll end up killing yourself....
- You just shut the fuck up, mr....OH, FUCK! DO YOU KNOW WHO THIS GUY IS? It´s....
- Shhh....Jeff, is it? If you crawl back to the hole you came from, nothing will happen. Ok, boy?
- That´s....ok, sir....I´m going....(rushes away manically)

A strange scenario, I know. I don´t like to be recognized. Bright side: Gladys´ got a gun - a powerful piece of machinery. And she can lift it.

Stina Nordenstam - Walking Too Fast

2011-02-17T12:41:00.000-08:00

Desert Tale (6)

2011-02-15T15:39:00.000-08:00

We´re going to run out of gas, if I continue drivin´ around like a maniac. I know the trail will get cold, but we need gas. Walking is suicide. After a couple of hours of tranquilizing silence, I try to find out who my guest might be. Normally, there´s not a lot of talking in the desert.

- So...How come a young girl like yourself ends up in a desert abandoned by her friends?
- I...can I have some more water?....thanks. Darlene is actually my best friend. Or WAS. We were going to elope, because her dad.....disapproves of Clay, he thinks Clay is...bad for Darlene. He doesn´t trust him. Oh, I´m Gladys, by the way. Pleased to make your acquaintance, sir.
- Hi Gladys. You don´t have to call me ´sir´, you know. Why would YOU need to elope?
- I....I don´t feel like I belong much in Grinder. It´s like...I was meant to have a different kind of destiny?
- Like becoming a movie star?
- No...well....maybe? I just wanted to get as far away from Grinder as I possibly could! And then Darlene started talking about just ditchin´ everyone and takin´ off with Clay....
- Is Clay a guy from your class?
- No, he´s older, he´s...some kind of a clerk. I don´t know, he seemed likeable enough and....
- Don´t blame yourself, Gladys - you couldn´t have known.

....(sound of the 4-wd scramblin´ it´s way through the the now cooling desert)

- Listen, we´re going back to Town to fill up on gas and supplys.
- That´s swell - maybe I can get some.....
- Whatever you get, you´d better make it quick. I´ll be buying you a piece, too. The guy from the gas station is sure to be sellin´ heat.....

Desert Tale (4)

2011-02-12T13:50:00.000-08:00

- Come play with me, Clay! Aw, c´mon, it´ll be fun!
- We shouldn´t exhaust ourselves, Darlene. We´ve got 500 miles to go, and the sun ain´t goin´ nowhere.
- You´re such a killjoy, Clay! And why did I have to leave my earrings, they were so nice!?
- You know your dad is gonna send someone to come look for you, Darlene. This is just a precaution. We had to lead that guy in the wrong direction, whoever he is.
- Yea....you´re so smart, Clay - looking out for me ´n´ all (kisses Clay on the cheek). I´d have never thought to cover my tracks and such....
- You´re too smart to remember stuff like that, pumpkin! Lucky you......

I´m starting think that the whole deal with the earring and the Desert rat and the Vultures was some kind of a scam to lead me off track. Considering the terrain, my 4-wd is moving pretty fast, and there´s no sight of anyone - this is too far off, even for the vultures. I´d better drive back. Hell, I don´t have gas for the entire Tour de Desert, I´ll look for clues over there, near the mountain.

I walk around the place for a while. I find traces of campfire, this could be important. I find a small cave covered by hard-ass Desert shrubbery - the kind of stuff that can go for months without any kind of water. I can smell sweat. And perfume. There´s someone in the cave. Or it was very recently occupied by someone. I´ve gotta go closer....

- Young lady? Are you asleep? Cos´ you´re sure pretty quiet.......
- I....I´m thirsty....I ´ve been....
- Left behind by someone? Here, have some water, sweetheart, and tell me your story.
- (the young woman pours down the water, only pausing to catch her breath) Th....Thank you, sir! You´re right, I have....been left behind. I can´t stay out in the sun for too long....my fair skin....and....they just drove away...you know....without me!
- That´s a sad story, sweetheart.Which direction?
- They went that way (points south).
- Yeah...I kinda figured. Do you have have any plans for today?
- Erm...NO? I thought I was gonna....die....you know....eventually? There´s no food out here and....I hurt my knee.
- There´s plenty of food out here, sweetheart - just not the kind of food you´re used to, I suppose....And some of it is poison, as it is....
- So you´re looking for Clay and Darlene?
- Clay? This is getting interesting....There´s food and water in the car, but we only have supplies for about 48 hours. Then we gotta get back. Nobody belongs to the desert. And we shouldn´t push our luck. Luck is short-lived in the desert.....
- Do you have any idea where they´re going? Cos´ it sure as hell ain´t Vegas, like they told me, sir...
- Well, let´s take a ride - see what we find.....

Desert Tale (3)

2011-02-10T03:16:00.000-08:00

The resourceful merchant from the gas station gave me a few leads. You were there, Darlene. You purchased water and candy. He recognized your hair. Raven, strategically bleached, just like your dad described it. I said I would find you in 48 Hours. The desert, it´s movements, is sometimes predictable. Sometimes not. The lazy eyes of the vultures. I check the branches and the surroundings for signs of life. A black piece of fabric.What did you have for dinner today, you guys? Eyeballs?

No trace of Darlene. And no trace for the next fifty miles. Then I chance upon a Desert rat. He´s dragging something shiny with him. It´s too heavy to transport, especially at this time of day. He leaves it behind. Even this guy needs to cool off in the shadows. I approach cautiously - I´ve had a great deal of experience with Desert rats.

It´s an oversized earring. Gas Station guy mentioned she was wearing these. A little blood on the clip - don´t have to mean anything. Could mean everything. There´s no time for worrying about dna, analysis, cops - stuff like that seems to belong to a different world. She´s out there. Now. Get out of that desert, Darlene.

Desert Tale (2)

2011-02-06T23:08:00.000-08:00

I´m leaving the city of Grinder in my 4-wd. It´s a little trip to hell. I´m heading for the town of Town, a little hellhole located on the State Border. In fact it IS the border. North of it: nothing. South of it: nothing. Just outside of it, intersecting the interstate highway: a small gas station, where you can buy grossly overpriced groceries. People tend to avoid buying anything there.

The population of Town is: 10. Maybe that number´s been exaggerated to attract tourists. I pull up to the gas station. The owner, a sorry excuse for a human being, who adapts his dress code and his values from the cockroaches, who roam freely in the town of Town, hails me from across the streets.

- How may I help you, sir?
- I ain´t no sir, buddy. But maybe you can actually help me with something....
- Sorry, sir - what do you need? Gas? Food? Female company?
- Female company? In a town, whose population is 10, give or take? Are you kiddin´ me?
- No, sir, I...don´t kid a lot. The woman doesn´t exactly LIVE in Town, sir....
- Alright, alright - enough with the info already! I have a question for you...
- Ok, sir. I´m not sure....I don´t know much about what goes on in the city and so on, you know....In Town we....keep to ourselves, I suppose.
- Ok, buddy. My question is: Have you seen this girl?

Desert Tale (1)

2011-02-05T02:35:00.000-08:00

Blaming everything on the desert. On cactus. On broken down vehicles in the middle of freaking nowhere. They´re calling it Ghost Town, you know, but even ghosts wouldn´t be caught dead in this godforsaken hellhole. The desert laughs in the face of weather forecasts, of science, of dictionaries. The desert cares fuck-all about everyone blaming everything on it. The desert is too cool. The desert is too hot.

The desert surrounds you by now, Darlene. Go back. The desert is nobody´s friend.

konkylie

2011-02-03T01:31:00.000-08:00

Sådan en blæst
varm og hurtig
gennem lyset
gennem lyset fra
os.

Sådan en blæst
skubber affald
og glorier
over i den anden
kørebane.

Selv sådan en blæst
slår genvej i sin marmor.
Ved hegnet
er vi stadig
midt i en leg.

2011-01-26T05:47:00.000-08:00

Du rammer asfalten
med en egen lyd,
du får næsten lyst
til at ramme igen
på samme måde. Samme
sted.
Selv i midten af
bandagernes brand
drømmer du om
faldet.

No shortcuts.

atlantisk

2011-01-22T11:33:00.000-08:00

Du ser næsten forelsket
på din veninde,
den måde, hun bruger
sine ord,
jeg kan mærke
blæsten i din accent,
salt hører til
på randen af min
drink
salt hører til på
randen af huden
på din hånd
med hvilken
du deler vandene
i tåge og ø.

Interview med Vampyren

2011-01-14T06:29:00.000-08:00

Nuvel, jeg vil nu interviewe Forfatteren, dvs. Den Anden, det vil sige: Hvem fanden er det? Åh, dette granskende interview med slidte modhager. Sneen er allerede faldet, og vi gider ikke dét der navneleg. Forfatteren. Jorden burde sluge den Forfatter, denne parasit, metaeksistens, Sølvpil. Jeg elskede tegneserier, hvad nu med Forfatteren?

- Gi´ det op for Forfatteren!! Alle disse uudgivne manuskripter, disse gulnede, den hengemte dunst af ´mesterværk´. Gør det Dem til en mere interessant person end hvemsomhelst?
- Like fuck det gør! Men hvad vil Folket ha´? Folket vil ha brød og skuespil. Jeg gir dem....Lyskegler! Så kan de selv lede....
- Lyskegler? Kæft en røvsyg ting at gi til folk....skal du ik snart ha et arbejde, Dawg? I øvrigt gir du dem vel næppe noget, når ingen udgiver dine bøger, eller hva fuck sker der dér?
- Lyskegler blir snart en mangelvare, min Gode Herre - og nej, naturligvis skal jeg ikke inficere Arbejdsmarkedet, denne perfektible Hellligdom, med mit beskidte Blod, mit parasitiske Nærvær, min TØRST! Snarere vil Lyskeglerne være min ´legacy´ - og udgive bøgerne, ligefrem? Hvilken prægtig idé, El Journalisto - kanske De selv vil være behjælpelig med Midlerne til Realiseringen af denne, af Dem fremsatte, Feberdrøm?
- Du fatter bare nada, gør du ikke, Phorphatter-svin??!! Folket har sgu da ikke tid til at læse dit forpulede, selvterapeutiske lort!! Lyskegler, min bare.....Du skal vist bare ha et rigtigt JOB, min dreng! Ser du, dengang jeg var knægt....
- Ok, du er vist på alder med mig, El Journalisto?
- Point taken and all that, men, som jeg sagde: dengang jeg var dreng....Hvad laver du?
- Skriver - hvad skulle Forfatteren ellers lave?
- ´Lyskegler? Kæft en røvsyg ting at gi til folk...´ Du citerer mig bare DIREKTE, DIREKTE LIVE ON TELEVISION!! Fuck, hvor er du syg, mand! I ER VAMPYRER, DET ER DET, I ER!!!
- Sølvpil.....
- Hvad for noget nu? SØLVPIL??
- Du sagde, at du ville spørge om Sølvpil?
- Ja....jamen.....det gider jeg slet ikke nu! Alt dit forfatterpis har ødelagt hele interviewet!! SLUK KAMERAERNE!!

næsten

2011-01-12T12:22:00.000-08:00

Jeg sidder med den øl, du anbefalede.
Nu er det næsten pinligt
at boblerne nærmest er hørt op.
At musikken kun spiller i mit hovede.
At du er langt, langt væk
fra den øl, du anbefalede.
At jeg sidder i kælderen.
At lyset er slukket.
At jeg glemmer dit navn med vilje.

Fucked up digt

2011-01-08T10:50:00.000-08:00

Er du fucked up?
Altså ikke fucked up
fucked up
Men fucked up, du ved,
sådan eksistentielt fucked
up.
Eller hvad ved
jeg? Fucked up i
modsætning til
pseudo-fucked up, fucked
up happy på livet,
begrænset fucked up som
i kun fucked up i
weekenden fucked up.
Eller hvad?
Har du en fucked up blog
med 300 hits om dagen, nok
de fleste dig selv
slå lidt tid ihjel,
er du fucked up, baby?
For det er jeg.

Lise, der er noget, jeg må fortælle dig (4)

2011-01-02T10:32:00.000-08:00

Børnene har glemt glasperler rundt omkring i gården. Natten falder som et tungt slag til kæben. Vinden skubber Pest fra side til side. Laszlo, der er noget, jeg ikke længere kan fortælle dig. Jeg sidder på gulvet i min kærestes lejlighed og læser et brev, du sendte mig for flere måneder siden. Det kunne lige så godt være år.

Laszlo, hver side er overstrøet med små mere eller mindre gennemskuelige kærlighedserklæringer. Til mig. De er velformulerede, og jeg værdsætter dem, det gør jeg. Samtidig har de ikke rigtigt længere nogen relevans i forhold til eller sammenhæng med med mit liv. Det er lidt som at læse en bog. Jeg elsker smukke ting, tre senede efterårsblade, der sidder fast på køkkenruden i lejligheden i Buda, en pludselig kaj fra en anden planet på et maleri, jeg elsker.

En gammel mand sælger røde roser til forbipasserende ikke langt fra Donau, og nu har vinden for alvor fat. En ung kvinde knækker sin stilethæl på vej ind i en taxa. Knægtene, der stod foran basketkurven for bare 5 minutter siden, er nu alle taget hjem. Jeg elsker virkeligheden, og hvor virkelige var vi? Hvor virkelig er den kærlighed, du hele tiden insisterer på, du har til mig? Jeg ved det ikke, Laszlo. Jeg mærker den og jeg mærker den ikke. Du må fortælle mig det, du vil, men hold håbet ud i strakt arm. Så det ikke sætter sig fast.

Kærlig hilsen
Liesze

Lise, der er noget, jeg må fortælle dig (2)

2010-12-15T08:33:00.000-08:00

Andrassy Út, et par dage senere.

Jeg vågnede med bjerge og væltede bygninger på mine ord, Lise, der er noget, jeg endnu ikke kan fortælle dig. Jeg ved heller ikke, om jeg kan lade være. Ordene, der dannede en smuk buket, du ville ha været så lykkelig for den, ligger nu hulter til bulter og skaber deres egne små fraktioner og modstandsgrupper - som et uorganiseret faderopgør midt i lejligheden midt i Pest.

Blomsterne i vindueskarmen er visnede, ret metaforisk egentlig, men jeg står ikke lige og har brug for endnu en metafor.Vi inviterede hinanden ud hver fredag i en måned. Så ku du se, hvem jeg var bagved de ellers så fine ord, bygninger af gotisk karakter på fint behandlet pergament. Og du ku ikke se os, kun du og jeg. Og jeg skrev: ´Laszlo, det er ikke hende, ikke endnu. Du skal lede.´ Og jeg mente hvert et ord. Et par dage.

- Laszlo! Stalker du mig eller hvordan?
- Nej, Lise, det er ikke....sådan.....ordene dannede en smuk buket og.......
- Nu ved jeg igen ikke, hvad du snakker om. Måske skulle du komme lidt ud af byen? Det plejer altid at hjælpe mig, når jeg er.....dér hvor du vistnok er nu. Tror jeg, i hvert fald.
- Men, Lise, hvor er jeg nu? Det kan jeg ikke finde ud af. Kan du huske turen på Donau i den lejede båd? Himlen gråblå og....
- Laszlo, du kan helt sikkert noget med ord - men hvad kan du ellers? Jeg ved da ikke, hvor du er nu - det må du selv finde ud af! Jeg kan ikke hjælpe dig, Laszlo....sorry.....

Jeg ånder ind - lidt for dybt. Svimmel læner jeg mig op ad en café, som minder mig om noget, jeg engang så i Paris, som minder mig om...at jeg ikke har spist idag. Kommer mad, kommer ord? Det er en dyr café, men lejlighedsvis luksus må accepteres. Lise, der er noget, jeg nok skal få fortalt dig.

Lise, der er noget, jeg må fortælle dig

2010-12-11T02:04:00.000-08:00

Jeg elsker simpelthen Budapest! Géllert-bjerget knejser på Buda-siden, boulevarderne i Pest. Donau, skønne blå. Caféerne med evig trafik af unge søgende, administrationsbygningerne truende, ludende. Citadellet og Borghøjen med vimsende turister, en larmende alkoholiker i en kæmpe boligblok i Pest, hans snøvlens genlyd. En glasindpakket tøjbutik, teenagernes evige cirklen i centeret, små støjsendende satellitter, en kvinde, der pludselig standser op foran en statue på Andrassy Út. Det er Lise, hun holder tasken med mini-pcen i løs hånd, vinden vender og drejer tasken forsigtigt.

Hun er standset for at besvare et opkald. Den markante lyd af en kendt Bartok-komposition knitrer fra telefonen, som nærmest er et kunstværk i sig selv. Lise er optaget af æstetik. Lise matcher Budapest. Manden, der ringer, sidder lidt udenfor Pest og savner Buda. Og omvendt. Manden, der ringer, er mig. Jeg har samlet ord i månedsvis, de er til Lise. En lille buket.

de eneste

2010-12-06T08:54:00.000-08:00

Den oversete dør
glimter i mosset
og skulle vi.

Drømmene bag
den oversete dør
de fører til så lidt
de blinker koket
de knaser i væggen
sand driver lydløst
ud gennem sprækker.

Drømmene dæmpet og dæmpet
den oversete dør
de rækker, de stammer,
de snubler, de skrammer.

Det er de eneste.

Ord

2010-10-25T11:41:00.000-07:00

Concorde var et glimrende ord.

Det lod sig høre.

Et afløb for ord

var de tusinde tacklinger.

Nogle så hårde

at man vågnede i et helt andet spil.

Lasten

2010-10-18T14:17:00.000-07:00

På døren står der blot ´W´. Nicki ryster af søvnmangel og alt for mange chok. P lægger sin store arm omkring hende, og de holder vejret. De ringer på....

- Hold da kæft! Hvordan er I kommet herover? I må nok hellere stikke af asap!!

- Bo Manager?? What the fuck? Vi er altså ret trætte af at stikke af....

- Men hr Werchm....Goddag, hr W, øhh, De har fået besøg....

Den Hvide Hval, hr Werchmeister eller hvad han nu hedder inviterer de flygtende på en øl. P er et skibsvrag og skal hugges op en dag, men det skal heller ikke være idag! Han er bevæbnet, Nicki er bevæbnet, selv Bo Manager packer heat - situationen er ok tense...

- Bo siger, at I ikke så noget. Men I har ordnet 5 af mine bedste krigere. Det aftvinger respekt. Nok til at I får lov til at svare.

- Hr W - vi vidste slet ik´ hva´ det handlede om, Murænen ville ikke gi P hans præmiepenge og pludselig var vi på flugt og...

- Nicki! De prøvede at slå os fucking ihjel!!

- Gjorde de? Deres ordrer var at bringe jer til mig! Der er tydeligvis tale om en misforståelse. Prizefighteren får sine gryn, vi har jo sat Murænen på plads....

- På plads? Han er fandme da død!!

- Frøken....Nicki? Det er ikke et ord, vi bruger i denne business.

Nicki og P står og ryger på perronen på en mikroskopisk togstation i Skåne. De har lommerne fulde af kontanter, har fået en undskyldning af Bo Manager, som ikke vidste, at Colten var tom. Nu kan de gøre, hvad de vil. Nicki ser på P, som ser hemmelighedsfuldt på himlen. Et dumpt brag fylder den skånske nat.

Lasten er dynamit.

Intermission

2010-10-11T12:30:00.000-07:00

Vi afbryder P som i Prizefighter-historien for at bringe dette stykke tekst:

Virkeligheder på lur, sorgens tur.

Igen med solbriller. Igen med solbriller på en kantsten, stanken af pis.

Igen fortabt telefon, lader den ligge.

Den Hvide Hval

2010-10-05T13:06:00.000-07:00

Nicki og P vågner i et buskads klokken fucking tidligt, solens første stråler. P misser med øjnene, de har kun sovet et par timer. En rund skikkelse kan anes på balkonen. P får bange anelser, han kan måske genkende manden. Skal lige lidt tættere på....

- Nic? Er du vågen?

- Ja, gu er jeg da fucking vågen, mand. De har sgu da den vildeste sol her i Skåne!!

- Mon ik´det er den samme som i Danmark, skat?

- Nu sagde du det igen! Fuck!!

- Sorry, Nic...jeg kravler lige tættere på, tror jeg genkender ham den fede på balkonen.

- Ham den...hov, ja! Vi må hellere holde lav profil her, P......

P skal bare lige lidt tættere...nu går manden ind igen. Men herfra er det tydeligt at se arret på hans hals, cigaren, mobiltelefonen, som han bjæffer ordrer ind i. P ved ikke, om det her er godt eller skidt. Han har aldrig haft noget udestående med manden. P har set ham til flere kampe i Jylland.

- Jeg kender ham, Nic. Han er en stor player. De kalder ham Den Hvide Hval.

- Shit - har han noget med Bo Manager eller hvem det nu er, der er i røven på os, at gøre?

- Ik´ hva´ jeg ved a´.....Ska´ vi gå op til huset?

- Bare sån´: ´Hey dér, vi har sovet i din fucking have, og ligner nogen, der har været i krig. Kaffe?´

- Jeg tænker: At snige os udenom. Til fordøren. Syns jeg ka´ høre hunde, så vi blir nok opdaget alligevel, hvis de blir lukket ud her om morgenen....

Nicki og P kravler forsigtigt hele vejen uden om villaen. De holder hinanden i hånden, for nu er der ingen soloudflugter - de sidder i saksen, og måske kan ham Moby Dick få dem ud? Nicki savner at bade, konspirationsteorierne kører rundt i begge hoveder. Fuck, man er pludselig afhængig af alle mulige tilfældigheder - og måske en gut med beskidt mel i posen.....

Fucking øde

2010-09-29T03:31:00.000-07:00

- Bo? Tror du overhovedet han så noget, ham P? Har jeg ofret 5 gutter for ingenting?

- Jeg har jo sagt, at intet tyder på, at hverken han eller Nicki så noget. Og man kan vel ikke bebrejde dem for at flygte nu? Efter hvad der skete idag?

- Kanske ikke. Men manden har jo ødelagt min ejendom. Det var 5 raske svende, som har klaret mange forretninger for mig. Der skal ikke være nogen nåde - hverken for ham eller den vildfarne tæve, han slæber rundt på! Bo?

- Ja, hr. Werchmeister?

- Du kalder mig W. Af sikkerhedsgrunde. Vi to har aldrig mødt hinanden, og jeg stoler på, at du er fornuftig nok til at holde kæft med det her! Ellers håber jeg, for dig, at du ikke har for mange følelser til overs for din exkone og børnene...

Speedbåden hoster, det har været en lang tur over Øresund. Denne havn ser fredelig ud, men Nicki og P kan ikke tage nogen chancer. Der er en badebro med nogle træer omkring. Man kan skimte en imposant villa i baggrunden. I den gigantiske have: Måske en lille hule, man kan gemme sig i kortvarigt...

- Nicki? Det her sted kan vi nok være i nat. Her ser fucking øde ud.

- Og sænke speedbåden.

- Og sænke speedbåden, ja. Husk dine håndvåben, skat, vi skal finde noget fucking føde....

- ´Skat´? Er vi fucking gift nu?

- Det var.....Glem det! Let´s go!

Survival

2010-09-23T12:13:00.000-07:00

Fuck, der er dømt Tarantino nu! De bevæbnede sværvægtere kan ikke vente til de er kommet ud til enden af kajen, og står nu og fyrer deres lyddæmpede 9 mm af mod husbåden. 10 sekunders hærværk, aldrig mere husbåd.

Men hvor er P? Og Nicki? Måske skulle I vende jer om....P har ikke tid til fancy lort som en lyddæmper. Han står 10 m bagved lejemorderne. De får eet lille ´hey´, man skyder ikke en mand i ryggen...Så får de heller ikke mere. P kan sgu ikke mange ting mere, han er et skibsvrag, og skal sandsynligvis hugges op. Det bliver dog ikke nogen gratis fornøjelse. P kan 2 ting bedre end de fleste prizefightere: Nikke ukurante skaller og skyde som en motherfucker....

- SHIT! P? Du har sgu dræbt dem allesammen!! De...Fuck, det er sygt det her!

- Ja....Men tror du vi havde fået en chance for at forklare os, Nicki? Vi ved ik´ engang hvorfor de begyndte at pløkke løs på os....

- Jeg....jeg magter det ikke, P! Jeg troede...du ved...du og og jeg og...husbåden...

- I know....Jeg ved godt det virker langt ude det her, men.....tag to af deres guns, Nicki! Det er fandme survival of the fittest nu!

Solen går ned bag den gennemhullede husbåd. 5 lejemordere er blevet indhentet af deres profession, og ligger pænt side ved side i bunden af båden. Nogen burde gi´ dem en ordentlig begravelse, i det mindste. En lang skygge af en korpulent, cigarrygende mand i jakkesæt breder sig over husbåden. Nede i selve båden står Bo Manager og betragter den nye situation. Hvad gør en klog mand nu?

En fucking klovn

2010-09-20T01:03:00.000-07:00

Du sliber båden i den nye havn, hvid puds dækker din olierede kansasdragt, du er et skibsvrag, nogen vil hugge dig op - men det skal fandme være løgn! Nicki har farvet håret kulsort, og med den dramatiske makeup ligner hun sådan en goth-chick. Hun er faktisk ret lækker.

- Hey, P? Jeg snakkede med Bryderen igår....

- Og?

- Han sagde, han ikke vidste noget. Fucking taber, jeg ku´ se det var løgn!

- Vi skal ha´ en gun til dig, Nicki - jeg ka´ ik´ li´ at du sådan render rundt uden beskyttelse og snakker med folk som Bryderen....

- Ok. Ved du godt, du er helt hvid i hovedet, P? Du ligner en fucking klovn!

- Du er så sjov! Kom her.....

Om aftenen vil du sige noget til Nicki, noget vigtigt. Hun er sgu ok, hende Nicki. Men du er et skibsvrag, og du trænger til at blive hugget op! Det er bare....hvem fuck skal passe på Nicki, når du ryger i svinget? Det er som om....du mangler alt det smertestillende lort, du plejer at få hos Bryderen, men....Ikke så meget her. I husbåden. Med Nicki.

5 store fyre med læderjakker og solbriller kommer gående langs havnefronten. De packer heat, man kan se det i baglommerne. Nicki opdagede dem på flere 100 meters afstand, hun leder efter P....Dér er han allerede! Han har skaffet en speedbåd. Han er sgu ok, ham P.....

Rævejagt

2010-09-15T01:35:00.000-07:00

- Fuck, jeg er presset, P! Tror ik´ I ka´ blive her særligt længe...

- Dét ved vi, Bo, men....hva´ fuck er det liige, der sker? Murænen har taget røven på os før, men det her....mig og Nicki går altså under jorden nu...

- Det er en god idé, P. Nicki? Her er min Colt M1911 og lidt kontanter...

- Tak, Bo. Du er sgu en ok fyr ind imellem!

- Jeg er bare endnu et røvhul i den her branche. Tror måske jeg bare ka´ gi´ jer et lille forspring - ligesom en fucking rævejagt, ik´?

Du griber Nickis hånd. Det er sgu ikke sådan, at I går rundt og holder i hånd eller kærester eller noget normalt, men nu er selv du bange, P. Du er et skibsvrag, men der er sgu ingen grund til at hive Nicki med ned på havets bund. Du vil finde et sted, hun kan være sikker. Og så konfrontere Murænen og hans håndlangere! Fordi fuck, hvor skal det her bare hævnes!

Du og Nicki tager udgangen til gården. Trapperne knirker i den gamle bygning, som ikke er blevet renoveret i 40 år. Inde i et buskads kan man skimte en sko. Den sidder for enden af ejermandens fødder. Nicki opdager skoen, og ejermanden er en gammel kending....

- Fuck, mand!! Det er Murænen!

- Ik´så højt, Nicki....fuck, det ER sgu Murænen!!

- Hvem råber nu, P? Hva´ fuck ska´ vi gøre?.....P?

- Ja, hva´er der nu?

- Den dér Colt, ik´? Den er sgu tom.......

Hey

2010-09-05T04:27:00.000-07:00

- Murænen siger, at du skulle være blevet liggende i første runde. Han har mistet en formue, siger han. Det går lige op med dit cut, siger han. Du får nada.

- For helvede, Bo! Vidste du, at jeg skulle tabe den kamp? Jeg har sgu da for helvede ikke fået noget at vide! Det er for sygt det her, mand.....

Du husker ikke nogen aftale med Murænen, du har fået en masse punches i din tid, men sådan noget ville man FOR HELVEDE DA huske? Du tænker på, om der er en sammenhæng mellem pengene, der ikke kommer, og pigen, der ellers altid kommer forbi efter kampene. Det er sgu for meget, du må undtagelsesvist ringe til pigen....

- Hey, det er Nicki. Jeg kan ikke komme til min telefon lige nu, men....Hallo?

- Hey, hvor blir du af? Jeg er fucked up, der er sket alt muligt lort....

- Jeg har hørt det med Murænen.....for helvede, P! Han tar´sgu røven på både dig og Bo Manager!! Jeg har ikke hørt om noget fixing i den kamp....

- Så er det ikke bare mig? For satan, Nicki, hvad skal jeg gøre? Har sgu ikke engang til huslejen......

- Ok, P, det er ikke sikkert, det her - der foregår et eller andet, og jeg tør ikke komme over. Det´ ik sikkert. Lad os mødes i P-huset....du ved, ved skraldespandene?

- Deal. Hey? Jeg tar sgu min Beretta med!

- Fair nok. Men ingen mobiltelefoner! Der er gps i det lort, og vi ska´ nok være ret usynlige, indtil vi finder ud af hva´ fuck der sker med Murænen og hans lejesvende.....

Fuck

2010-08-26T13:06:00.000-07:00

Du har opgivet at finde ud af, hvad der NU er galt, dine hænder dirrer, det er overanstrengelse, det gør de altid efter en kamp. Hey, men hvad så med skulderen? Fuck, det er også de piller. Lægen sagde....ja, hva fuck sagde lægen?

Solen går ned over den smadrede gård, alt for symbolsk, alt for meget det samme shit. Fedt, nu ringer Bryderen og spørger om du mangler noget - like fuck, du mangler noget! Hvad med de der gule, dem, der får dig til at sove 48 timer? Har han ikke dem? For fucks sake, Bryder, du er sgu da heller ikke meget bevendt, mand.....

Noget eksploderer langt væk, de fucking unger har sgu sat ild til en lastbil igen - du gider ikke bo i det her taberkvarter mere! Uanset hvad du kommer i sårene på knoerne, svier de som bare fuck....Og hvad med hende tøsen, hende ved ringside? Hun sagde, at hun ville komme forbi. Senere. Hva fuck er der pludselig galt med hende?

Hun plejer at overnatte efter en kamp, ikke noget hanky-panky, bare sårpleje og snak og smøger. Idag er alting bare ved siden af. Og den dér syning ved øjet? Hvorfor TRÆKKER det sådan i den? Du ringer til Bo Manager for at høre hvornår klejnerne går ind - det er sgu ikke for sjovt det her!

- ´Der er et problem´, siger Bo....

Du er et skibsvrag

2010-08-15T07:18:00.000-07:00

Hvad du tænker: at du hinker videre som om det var så lidt. Mr Ringleader ser dig dybt ind i øjnene, er du med? Er du her? Du er aldrig rigtigt med, aldrig rigtigt her. Du er et skibsvrag, du skulle være hugget op.

I næste omgang er du flere gange helt ude af ringen, du tænker ud af boksen: fuck, hvor er der koldt og ubehageligt her, spyttet ud af boksen. Noget væske driver ned langs ansigtet, brændende i alle de ar, du lige har købt.

Blitz, blitz, blitz, Mr Ringleader holder dig i hånden - hvilket er ok, da du ikke ved, hvordan du ellers skulle holde dig oprejst. Vinderen er dig. Den anden er, om muligt, mere forslået og tilovers end du. Hold da op, nu får du råd til at slås igen! Du er et skibsvrag, nogen skulle fjerne galeonsfigurerne og komme dynamit i lasten.

Lasten er allerede dynamit.

med vidt åbne øjne

2010-08-08T12:54:00.000-07:00

Du står ved den sø,

den knuste sø, de knustes ø,

skubber solen foran dig

som når der er ubudne gæster

Ligger ved døråbningen

med vidt åbne øjne

Synker ind dér: brædder og skidt

(2010)

2010-08-07T11:25:00.000-07:00

Anne-Sofie drømmer om manden, der står på stadion med tårer i øjenkrogene, han tænkte på hende. Hun ved ikke så meget om ham. Men hun ved alt om ham, sådan er det nogen gange, det gør hende ikke tryg. Og så tænker hun, at han nok er god nok, han kan blive alt muligt. Hun så ham på tv med tårer i øjenkrogene, hvem fanden står og tuder på stadion?

Anne-Sofie på båden. Det kan næsten ikke gå for hurtigt, hun vil gerne tilbage fra den her underlige ø. Midt i det hele, midt i Asien. Hendes kæreste er ikke meget bevendt. Han er søsyg. Anne-Sofie drømmer ude på båden om et andet liv - med manden med tårer i øjenkrogen. Måske er han for følsom? Måske forstår han ikke Anne-Sofie? Kæresten er dog ikke meget bevendt lige nu....

Men han er nem at gennemskue, deres hverdag er så dejligt ukompliceret. Og han er en flot fyr, aldrig hysterisk.

Anne-Sofie er noget alene med al sin tvivl. Kæresten kaster op, og Anne-Sofie har hele tiden tænkt, at.....jamen, han er jo mægtigt sød, men hun er altså ikke forelsket i ham! Men ok, det er også totalt overvurderet med alt det dér forelskelse - det vigtigste er: fungerer det? Det siger hendes kæreste også...

Manden på stadion mangler en grund til at tage hjem - f.eks. et sted, han opfatter som hjem. Alting dufter og smager og føles som Anne-Sofie. Han ville ønske, at han kunne sige noget fornuftigt nu. Men fornuften er vist slet ikke blandet ind i det her. Hvis Anne-Sofie var en sætning, ville det være et spørgsmål.....

Alma matters - cirkulært kapitel

2010-08-01T08:22:00.000-07:00

15 mennesker uden en barndom sidder i en cirkel og finder på historier. De er kreative. De er ikke lykkelige, ´ingen herinde er lykkelige!´, råber een. De har grangiveligt opfundet en helt ny genre. Det er meget nemt, man tager 2 fremmedord og lægger dem sammen på en kreativ måde. Hvorvidt indholdet matcher en allerede eksisterende genre er ikke afgørende.

Et af disse mennesker er Alma. Ingen ved, hvordan hun er sluppet gennem landets mange sikkerheds/beskyttelsesinstanser - det er vist noget med amnesia. Eller tvillingedna. Tvillingesia. Alma er overbevist om, at hun er en helt ny storgenre! Hun føler sig ikke som avantgarde - hverken den historiske eller begrebet som sådan. Ej heller som tradition. Kun lejlighedsvis realistisk.

Alligevel er hun foran. Hun er Helt Ny Alma, klar til et nyt liv med nye mennesker, og aldrig mere mindet om handskens vandige flugt gennem søer af regn. Så må vi håbe, at spøgelserne bliver i skabet. Spøgelserne bliver aldrig i skabet, Alma.

De holder om dig, når du er ensom. For det kender de alt til. Alma lettere omklamret af spøgelser, ligesom fuglene på det dér kendte billede af Max Ernst. Men Alma er aldrig bange for at begynde igen. Alma Forfra, sporene skræmmer - og hvad så?

Et digt af Søren Ulrik Thomsen

2010-07-27T03:46:00.000-07:00

Jeg er blevet så enkel og ensom

som Nordvestkvarteret i slud.

Selv efter alle de år bliver jeg lykkelig

over den ukendte kvinde, der vinkede til mig,

da mit tilfældige tog rev sig løs.

Uophørligt syr hendes hvide hånd sekunderne sammen.

Det er tid til personlig afvikling,

og jeg har ikke brug for at drømme.

(Fra: Hjemfalden, 1991)

nej

2010-07-04T06:03:00.000-07:00

Stjerne siger glem mig, glem mig

forglemmigej

siger Stjerne. Stjerne sidder stille.

Bevæbnet med nattegn sidder Vogter

Og pudser sine Medaljer.

Og pudser ud i den blå luft.

Og Stjerne siger aldrig og Stjerne

siger glem mig ej nej. Rosenstanken

igen.

Bevæbnet med Vogter sidder Stjerne,

nattegn mellem tæerne.

Udvandretheden. Og den blå luft sidder stille.

Den stille pige i køkkenet, Stjerne

pudser nattegn på regnen, gå ud

til den stille pige, gå!

Siger Stjerne.

Slår du hende nu,

bliver hun aldrig barn igen.

Alma

2010-06-28T10:04:00.000-07:00

Det går hurtigt med at blive mørkere, vand på vejen fra en slagbyge. Hun åbner sin håndtaske med kendte bevægelser. Ude ved vejen, hvor regnen siver af bakkerne, er en handske på vej gennem rendestenens vand.

Hun ved godt, hvad hun hedder, og hvad hun skal hedde nu. Hun skal hedde Alma, det er ikke så vildt. I morgen vil de finde hendes handske i landsbyen for enden af bakkerne. Og så er hun Alma i en helt anden by, svær at finde.

Alma i en helt anden by, svær at finde. Solen er næsten helt væk, der hvor Alma bor. Alma kigger på sine hænder. Hun ved ikke om hun har gjort noget forkert. Det eneste, hun rigtig husker, er den venstre skindhandske hastigt på vej ned til landsbyen i vand.

Det knirker, når Alma går ud for at lede efter mennesker, hun kunne fortælle det hele til. Hvad er det hele? Alma vil helst vente, til hun kan huske noget bedre. Eller noget mere. Der ligger en hytte lige ved åen, hvor Alma henter vand. Hun tænker tit på, om der bor nogen derinde.

Alma går på jagt om onsdagen. Hun mener i hvert fald, at det er onsdag, hun glemte at tage en kalender med. Måske er der gået 3 år, da Alma opdager en bil udenfor hytten. Der er masser af bytte i skoven, Alma har ikke travlt.

En dag træder en kvinde ud af bilen. Alma lægger mærke til hendes sko. De ligner noget, hun har set, noget af det eneste, hun kan huske, hun har set, da hun ikke var Alma endnu.

Lyden

2010-06-26T05:39:00.000-07:00

Lyden, når nogen sætter sig i bussen i december, for meget tøj. En snøfter. A. kigger ud på vejen – 5 kufferter står stablet ved stoppestedet. De vækker undren. Man kan prøve at iscenesætte sin egen forsvinden, A. har prøvet. Hun boede et koldt sted med mange døre.

Hun boede langt, langt mod nord, der var noget, hun havde glemt. Nu kan hun huske det igen, og bliver nødt til at finde et sted, hvor hun hurtigt kan glemme igen. Det er som om hun husker noget forkert. Da manden, som var forelsket i hende, stod som en saltstøtte i caféen, begyndte Lisa at tale til ham, som om det var en film. Manuskript. Hun forstod det ikke.

Da hun kendte Lisa, hed hun vist slet ikke A. Det virker forkert, det med Lisa og talen. Manden forstod ikke kodeordet, det virkede ellers som et kodeord, han skulle forstå for at flytte noget. A. tænker på manden og alle de ting, de talte om. Ikke med 5 kufferter og uklare minder om et sted langt, langt mod nord. Med hænderne lige i hinanden.

Tavshed

2010-06-17T02:00:00.000-07:00

Du bor på den anden side

af vejen,

derfor 1000 mannequiner

som et fort

midt på trafikøen.

Du kan ikke se mig,

jeg kan ikke se dig.

Senere vil jeg sidde som et menneske

i en café.

Jeg er ikke længere et menneske.

Du skriver klokken meget senere,

jeg er med ord,

fortet brænder.

Resten er

(tak til Svend Åge Madsen og sir Shakespeare)

2010-06-14T02:10:00.000-07:00

Rum uden Holder, Rum

står i sneplov til listen,

jeg råber ind i kisten,

de kan glo som de vil,

jeg RÅBER ind i kisten:

KOM UD OG SPIL!

Og Rum har grædt, skaller,

kisten: uopsigeligt lejemål og

RÅBEKORET: HOLD DOG KÆFT!

FOR HELVEDE!!

Angående Anne-Sofie

2010-06-06T11:17:00.000-07:00

Sorgen kan ikke rumme sproget. Og vice versa. Hver gang, du vil fortælle nogen, eksempelvis dig selv, om Anne-Sofie løber du tør for ord. a-n-n-e-s-o-f-i-E. A-n-n-e-s-o-f-i-e. Anne. Sofie.

Så slår du over i et sprog, der ikke eksisterer, hvor du ikke kan redegøre for ordenes betydninger eller hvorvidt de er i familie med allerede eksisterende sprog. Anne-Sofie.

Så mister du sproget for alt muligt, græskar, hvad er lige pludselig græskar? Og solsikke og tyttebær og hastighed. Og malertape. Hvad er lige pludselig Anne-Sofie?

Du husker altid det sidste, du kunne tænke dig at huske: Duften af popcorn i biografens foyer i stedet for Anne-Sofies let blomstrede duft. En eksklusiv parfume, som nok burde ha sagt dig noget. Og de chikke pumps i stedet for hånden, der prøvede at fortælle noget. Eller måske ligefrem prøvede at pege. De forkerte erindringer, Anne-Sofie.

Ladet til yderste revle med forkerte erindringer sidder du med Anne-Sofies nummer i hånden. Der er kun 1 nummer, 1 Anne-Sofie og 1 invasiv sorg, som skyder på alt, hvad der bevæger sig. Dine kære prøver at henlede din opmærksomhed på noget andet, men du er allerede verdensmester i afledningsmanøvrer.

Og selv afledningsmanøvrerne minder dig om Anne-Sofie: Se dig dér på stadion og et råt strejf af macho i luften. Og se dig sammenligne målet med dengang, du mødte Anne-Sofie. Se dig fjerne usynlige kujontårer fra dine øjenkroge som en fucking idiot. Et hemmeligt sprog for sorgen har ikke gemt sig på stadion.

Det er det, der er.

2010-05-16T14:49:00.000-07:00

Det er senere nu. Selv mørket ser sent og slidt ud. Og senere end sent skriver du. Du ved ikke hvorfor. Det var bare noget, et indfald.

I mellemtiden bor dit hår i hovedet på den anden. Og dine tænder. I så jer om i hulen og tænkte, at her kan man da ikke være. Men det er dér, man er.

I bliver nødt til at finde tilbage. Det regner, fordi det skal regne.

Conquer the ceiling

and wait

like a bat.

2010-05-12T07:19:00.001-07:00

Nu bor hun hérinde.

Du venter på bussen. I mellemtiden......(10)

2010-04-29T13:23:00.000-07:00

Du venter på bussen. I mellemtiden er det blevet forår. Bussen er kørt.

I butikken i Prag, du venter på din kæreste, bilen er fyldt med små beviser på jeres kærlighed. Dit øre klør....

Han må gøre holdt i Hamburg, regnen smadrer ned som i en dårligt renoveret b-film. Finder biografbilletten, som er lidt våd, hul i lommen, hul i det. Han vil ikke tænke på dig og de ting. Hans øre klør.....

Du venter på bussen. Bussen venter på dig. Udflugter, del 9.

2010-04-25T11:01:00.000-07:00

Du venter på bussen. Bussen venter på dig. Du er Tanya, du må ikke være hjemme. Du piller i bussædets mørnede stof. De mærkelige mennesker med kameraer i Bratislava, lyden af tog og tagrygge, du vil ikke tilbage til hjemmet. De ser på dig med melankolske øjne og ryster på deres hoveder.

Hjemme i 14 dage, længes i 14 år. Træls for Tanya. I Bulgarien betyder navne en masse. Tanya er navnet på et smukt menneske, og hun er født til at vente. Skriver ´hjemløs´ rundt omkring, når bussen ankommer til Varna. Lugten af gammelt, vådt træ i hjemmet. Som om hun ser ordløst til, mens hjemløsheden flytter helt ind i hendes navn.

Tanya, hvordan graver man hele Bratislava ud af sit navn, når man endelig har plads?

´my name is dead/my thoughts are dead..." (Pale Saints)

Du venter på bussen. Bussen venter på dig. Udflugter, del 8.

2010-04-22T04:45:00.000-07:00

Du venter på bussen. Bussen venter på dig. Den er forsinket. Du sidder med fødderne i Seinen, Christine. Du vrikker koket med tæerne og er 10 år yngre. Finder cigaretterne i læderjakken og er 10 år ældre.

Du tænder den 7.cigaret idag, bliver lidt svimmel allerede efter første hiv. Du har ikke røget i 25 år. Byernes by i dine solbriller, du håber Jean-Jacques kommer til begravelsen. Du tænker på tiden, som skiftevis går for hurtigt og for langsomt. Sorgen læner sig ind over dine langsomme bevægelser som en sort hængepil.

Hvad ville du ønske du kunne stille op med Paris, når slutningen rykker nærmere?

Du venter på bussen. Bussen venter på dig. Udflugter, del 7.

2010-04-15T07:56:00.000-07:00

Du venter på bussen. Bussen venter på dig. Du har ikke råd til billetten. Der er gået alt mellem 5 minutter og 50 år. Du kan se, at der ikke er flere end 1. Du har husket at lade som om det ikke var sket, og du har husket at holde i hånd med andre. Og lyve dem lige op i ansigtet, det har du forstået, at du skal. Ingen virker særligt begejstrede, mindst af alle dig.

Du beslutter dig til sidst at gå over til hende og sige det. Men hun bor ikke længere i den lejlighed. Eller i den by. Hun hedder heller ikke det samme mere.

Så sidder du på fortovskanten som en teenager. Du vil også gerne græde som en teenager, det er ikke længere muligt. Bussen kører langsomt ind på holdepladsen. Som et skib, der har hele dagen til at lægge til kaj.

Hvad vil du sige til gardinerne, når du igen kommer tomhændet hjem?

´you know I dreamed about you/ for 29 years/ before I saw you...´ (the national)

Du venter på bussen. Bussen venter på dig. Udflugter, del 6.

2010-04-03T09:58:00.000-07:00

Du venter på bussen. Bussen venter på dig. Det er efterår, træernes farveboks, det er svært at beskrive dine følelser. Irma, du vil skrive et digt om din kæreste, men ord, ord, ord. Ikke nogen af dem rigtige. Du tænker at tage bussen ud til sommerhuset, hvor du græd hele forrige sommer over en helt anden fyr. For inspiration. Du mærker, hvordan du virkelig er vokset, siden du mødte Johnny. I er vokset sammen. Og ind i hinanden.

Du skriver: ´vi er vokset ind i hinanden, John.´ Bussen er kun lige kørt ud af byen. Hold da op, det vælter ind med inspiration. Du kan huske, at I.....nej, det var ikke Johnny. Men så dengang....nej, det var heller ikke ham. Han er anderledes end de andre, han...

Sommerhuset ligger 50 meter fra sidste stoppested, I har været sammen i 6 måneder, der må da være noget, du kan huske. Noget sejt eller noget rart eller noget sødt. Havet siger ikke en lyd.

Hvad er der med det digt, Irma?

Du venter på bussen. Bussen venter på dig. Udflugter, del 5.

2010-03-28T12:53:00.000-07:00

Du venter på bussen. Bussen venter på dig. Du bor midt i Helvede, det kalder de det nede på bistroen. Og så griner de. Du er Michelle, din hverdag er en undskyldning.

Du må klare dig selv, Michelle, der er ingen planer med dig. Og dine egne planer kommer og går som vandet bag tapetet, når det regner. Du hader revnerne i skænken, og du hader alt det grimme tøj, du forventes at gå i skole med. Et menneske, der angiveligt er din far eller mor, lover, at det hele nok skal blive bedre. Det hele bliver ikke bedre.

Bortset fra idag, hvor du vil se, hvor langt du kan komme med bussen. Du kan mærke mønterne, din hånd lugter af penge. Bussen lugter af koldsved og ubetalte regninger, men bussen ligner frihed til forveksling. Michelle, ingen siger, at du lige pludselig bliver lykkelig, du har intet begreb om lykke. Du er ikke ulykkelig. Du er Michelle, som bliver siddende i bussen.

Hvad gør du, når bussen stopper og skænken, tøjet, vandet og tapetet flytter ind i Michelle?

Du venter på bussen. Bussen venter på dig. Udflugter, del 4.

2010-03-17T13:57:00.001-07:00

Du venter på bussen. Bussen venter på dig, du er Zbigniew. Inde på sidegaden venter den. Det er Wojciech, han har stjålet bussen, han vil slå dig ihjel. Sludregn og meningsløs passiar mellem busstoppestedets knuste ruder. Zbigniew, du prøver at skærme dig lidt mod kulden, at tænde en cigaret med en anden. Man kan ikke skelne din ånde fra røgen.

Wojciech gasser op, himlen får et tungt grårosa skær. Du kigger på hullerne i asfalten, du har boet for længe i Lodz. Dine sko er hullede, og er det vigtigt med det møde? Riflens metal er koldt mod din hud. Zbigniew, du mangler din lighter. Wojciech, skikkelsen bevæger sig. Måske er det Zbigniew, måske er det skyggen af en andens skygge.

Er det for sent at dræbe i Lodz efterhånden?