som tak for dit melankolske ansigt, som minder om det ansigt, jeg savnede i søvne til det flyttede helt ind i åndedrættet med en tung elgs selvfølgelighed (det havde lyst i carportøjet på det hus, vi aldrig stod oprejste i som helt normalt forfulgte), din
bevægelse gennem parken, som fortæller mig at ordene kun langsomt og usikkert berører snubletråden mellem findeløn og fartfælde, som lille fanfare for dit
blik som i årstiden mellem 3 fingre, 2 af dem en andens, anråber et fejltryk i sjælen, der må åndes af som i tågedriver, døsigt dansende, dit
navn som (inde i sig selv)
er et digt
emissioner
fiktioner, versioner
lørdag den 3. marts 2012
søndag den 19. februar 2012
Dyr med Dyr på
Fuglene stikker af,
følger deres Instinkter.
Jeg ved ikke om det er meget mere end det.
følger deres Instinkter.
Jeg ved ikke om det er meget mere end det.
Etiketter:
forsøg med ord
lørdag den 4. februar 2012
le mouvement du chaos
jeg rakte min hånd ud efter dig
og den blev væk i mængden.
særskilt hvordan sengelys og lus sværmer,
jeg kunne blive et fint le corbusier,
så bevidst om min sociale status,
kunne trække vejret gennem
hammershøi, min kølige onkel,
vil du virkelig gerne diskutere
det dér, jeg er kun en samling knogler med fyld,
særligt det dér rækkende,
jeg begyndte at læse
kirsten hammann, som jeg dog næsten forstod,
fordi jeg aldrig rigtigt var mai-tai-mig,
men bare det dér underligt strittende
matrix til en hånd, rækkende, strækkende,
du vil findes i det, co-pilot, jeg læste dig
over skulderen, blev halvanden,
tørretumblet til genkendelighed.
og den blev væk i mængden.
særskilt hvordan sengelys og lus sværmer,
jeg kunne blive et fint le corbusier,
så bevidst om min sociale status,
kunne trække vejret gennem
hammershøi, min kølige onkel,
vil du virkelig gerne diskutere
det dér, jeg er kun en samling knogler med fyld,
særligt det dér rækkende,
jeg begyndte at læse
kirsten hammann, som jeg dog næsten forstod,
fordi jeg aldrig rigtigt var mai-tai-mig,
men bare det dér underligt strittende
matrix til en hånd, rækkende, strækkende,
du vil findes i det, co-pilot, jeg læste dig
over skulderen, blev halvanden,
tørretumblet til genkendelighed.
Etiketter:
forsøg med ord
søndag den 29. januar 2012
du må veksle det til manna, når du kommer hjem
en gammel stol. en gammel stol og et opgivende tv. en gammel telefon. den sidder fast i væggen. et saneringsmodent hotel.
du sidder i den gamle stol og du flår i telefonen, som sidder godt fast i væggen. du græder ned i bunken af regninger. du er langt fra den, du elsker.
den, du elsker, bor heldigvis i en anden by med en anden person. de er meget lykkelige. du river og flår i telefonen, så elmasterne hamrer ned i bilerne, som ikke sidder fast i noget.
dit fripas ligger i bilen. isen drysser ned af tagspærrene i store tapper. du er langt fra den, du elsker, et afvist manus blæser rundt på den hærgede parkeringsplads.
du må veksle det til manna, når du kommer hjem.
du sidder i den gamle stol og du flår i telefonen, som sidder godt fast i væggen. du græder ned i bunken af regninger. du er langt fra den, du elsker.
den, du elsker, bor heldigvis i en anden by med en anden person. de er meget lykkelige. du river og flår i telefonen, så elmasterne hamrer ned i bilerne, som ikke sidder fast i noget.
dit fripas ligger i bilen. isen drysser ned af tagspærrene i store tapper. du er langt fra den, du elsker, et afvist manus blæser rundt på den hærgede parkeringsplads.
du må veksle det til manna, når du kommer hjem.
Etiketter:
forsøg med ord
onsdag den 25. januar 2012
det mørkeste sted i verden
det mørkeste sted i verden er dér
hvor vi ikke flyttede ind,
væggene dyppet i plastmaling,
ufødte børn skøjtende gennem
stuerne og bøgerne uden
titel og tyngde,
det mørkeste sted i verden er der
hvor vi ikke er på
havebænken eller i
de fastfrosne møbler;
fortabte i fodgængerovergangen
er vi,
fortabte i kældre
uden os
hvor vi ikke flyttede ind,
væggene dyppet i plastmaling,
ufødte børn skøjtende gennem
stuerne og bøgerne uden
titel og tyngde,
det mørkeste sted i verden er der
hvor vi ikke er på
havebænken eller i
de fastfrosne møbler;
fortabte i fodgængerovergangen
er vi,
fortabte i kældre
uden os
Etiketter:
lyrik
lørdag den 14. januar 2012
Duellen – et remix
Det er en mørk morgen på grusstykket mellem præsteboligen og kirkegården. Louise fryser. Hun bryder sig ikke om de der machospil, som Adrian altid presser hendes Frederik ud i. At køre ræs på landevejen, helt hul i hovedet. Særligt i Djursland, hvor bakke afløser bakke afløser bakke. Nogen vil uvægerligt komme til skade.
- Skat? Du behøver ikke komme herud. Det kan godt blive farligt.
- For fanden, Frederik! Tror du virkelig, jeg er bange for Adrians venner og præstegården? For helvede.....Jeg vil jo bare ikke af med dig!
-Jamen, skat, det kommer du da heller ikke til. Jeg passer på mig selv. Det tager kun en halv time, så kommer jeg hjem med pengene og vi kan ta´ til Spanien. Som jeg lovede dig.
-Jeg magter ikke det dér! Det er slet ikke dig, Frede, det er det ikke! Ham Adrian.....han fucker med dit hovede, det ved du godt, ik´?
-Det er MIT og kun MIT valg, Lou! Jeg bliver nødt til at gennemføre det her...
Tusmørket, en bleg måne, som spejler sig i kølerhjelmene. Frederiks ombyggede Punto, Adrians hidsige Polo. Som de vræler mod hinanden ved startlinjen. Adrians latterlige venner i deres Hellerupgear. Majbritt og Sofie, som klemmer Louises hånd som når de ser gysere. Køretøjernes rallen og hidsen. Asfalten som sortner og stinker brændt. Gruset sprøjter op på skiltet. Termestrup.
Det ternede flag går ned, omdrejningerne går op, hestekræfters tunge, hvæsende arbejde. De to fartøjer blinker hidsigt i natten, Frederiks speedometer ryger under presset, Adrian får en flænge i undervognen. De presser hinanden som sultne løver på savannen, som lugter ungt gazelleblod. Maling står i flager omkring dem. Det er i sandhed afgørelsens time...
Nede ved vandet går det galt. Lyden af 8 dæk, der spontanpunkterer, slam, slam, slam, slam, slam, slam, slam, slam. Ingen ved, hvordan politiet har opsnuset, at der skulle være ræs lige her, lige idag. Men der står de, Frede og Magnus, adrenalinet pumper stadig efter en rasende infight uden vinder. En helt ny kamp fløjtes i gang.
Louise holder Frederik i hånden. Han står ved en grøft i sin orange dragt med påtrykket: ´samfundstjeneste´. En helt anden adrenalin.
Der er edderbankme langt til Spanien nu.
Etiketter:
Remix
onsdag den 11. januar 2012
Duellen - en BILTEMA-novelle
Tågen lå tæt, og steg langsomt, mens solen opvarmede jorden, og siloerne åbenbarede sig i landskabet. Tågen steg til en blød altostratus, der spredte sig til tottede cumulus humilis. Det tydede på, at dagen ville bringe sommeren ind over søer, mosehuller og stridbare åer. Sivene stod ranke med blottede dunhammere.
Ved banelegemet hørtes en susen, mens 07.30-toget susede igennem tunellen under bavnehøjen. Mælkebøtternes stængler sitrede i forventningsfuld længsel efter de summende humlebier. De søvnige hyrder lukkede tyrekalvene ud, og de boltrede sig i kådhed på det dugvåde græs. En malkepige hev dovent i den brogede malkeko Marys dunkende yver. Mælken sprøjtede ned i malkespanden i fede stråler. En vildfaren hanmus fik en af strålerne midt i ansigtet. Den sorte præmietyr Joachim sled i sit tøjr, mens anden, Henrik, pressede sig imod de stive siv. Sommeren var varm og vild.
Lænet op ad et frønnet, hvidkalket stakit stod kusken, Adrian Magnus, og ventede på, at husmandens søn, Frederik, skulle færdiggøre sin morgentoilette. Adrian vendte sig og så ud mod det dampende morgenlandskab, mens han tyggede på et græsstrå. Det smagte frisk og sødt. Malkepigen, Margrethe, kom gående ud af stalden med to junger i sine hænder. Da hun så Adrian, blev hun varm og hed. Hun standsede et øjeblik og stillede jungerne fra sig. Adrians profil med det vippende græsstrå fra mundvigen, hans røde kuskejakke, de høje, blanke støvler og de stramme ruskindsbukser gjorde hende svimmel. Hun vidste ikke, hvor hun skulle gøre af sig selv.
Det havde været en svær morgen for Adrian Magnus. Han vidste, at det gjorde ham elektrisk, når to blanke våben mødtes i kappestrid. Og denne morgen havde han påtaget sig det ærefulde og skæbnesvangre hverv at være Frederiks sekundant i duellen mod Grev Henrik den Grusomme.
Et klagende skrig sønderrev gårdens stilhed.
"Nej, Frederik, nej!"
Det var Frederiks moder, Marie.
"Hold nu kæft, kælling! Drengen skal sgu da bevise, at han er en mand. Nu skal der fandme være holmgang. Og du skal bare tie! Thi kvinder skal tie i forsamlinger, sagde apostelen," råbte Frederiks Fader, Christian, brysk. Men moderens klage fulgte Frederik ganske hele vejen til kareten.
"Næ, har man hørt magen," sagde landposten bestyrtet over den tumult, der lød i den ellers fredelige gård. Selv grisene i stalden gryntede uroligt, og fårene brægede. Men Frederik satte sig fattet op på sædet ved siden af Adrian i den åbne vogn.
"Kør," sagde Frederik stille. Han var rolig. Mens hans ansigt var karrygult. Adrian blev sært urolig over at være så tæt på Frederik. Og det var ikke sekundantrollen, der trykkede ham. Nej, det var snarere...en slags tilbøjelighed. En uregerlig lyst, kanske en dybere trang, til at være tæt på ´Frede´, som han kaldte ham, når ingen andre forstyrrede dem. Han var flov og sært fysiologisk bevæget på samme tid.
Adrian kørte tavst hen over heden. Af og til skulede han til højre. Frederik sad stadig ubevægelig som en marmorstatue af Canova. Kun de kridhvide knoer afslørede hans nervøsitet. Som forplantede sig til Adrian. Hvis Frederik tabte duellen – han turde ikke tænke tanken til ende. Frederik var en utrænet kriger. Nok havde han fået højeste karakter i fægtetræning, men en pistolduel var nyt for ham. Adrian havde hørte de salte skud ramme de træstykker, som han øvede sig på. For få. Han ramte for sjældent. Hvordan skulle han ramme rigtigt nu? Adrian fyldtes af lige dele adrenalin og trang til ædelmodig herrestrid – åh, de klinger, de klinger! Men nu pistoler, åh....
En tid sad de endnu tavst. Solen rejste sig højere over himlen. Ved zenith skulle duellen stå under de to høje, ranke ege ved Herman Bangs sø. Han havde ofte ligget under de to træer og drømt sig væk udner stjernerne, mens han hørte de knirkende, gnidende lyde af de massive egegrene, som gned sig mod hverandre. Gren mod gren. Her havde der altid været en ro. En stilhed havde altid fyldt ham under disse træer, og udsigten i månelyset over søen med de mørke træer på den modsatte bred havde givet han en inderlig nåde. Men idag skulle denne fredsplads genlyde af skud!
Adrian vidste, at hvis han lod duellen spille sig ud, ville han miste Frede, hans majestæt, hans forbillede, hans Don Quijote til sin Sancho Pansa – hvad gør en klog sekundant nu?
"Adrian!"
Det var Frederik, der talte. Adrian vendte forvirret hovedet mod Frederiks bronzeklare stemme.
"Hvis jeg taber," hans stemme dirrede umærkeligt, "hvis jeg taber, vil du så sige til Louise, at jeg...at jeg..."
Adrians opmærksomhed var splittet op i lige dele beskyttertrang og jalousi.
"Ja, Hr. Frederik, det vil jeg."
"Tak."
Atter blev der tavst imellem dem, som toppen af de to store ege dukkede op bag den lyngklædte banke. Adrian vidste godt, at Louise ikke var...At Frederiks forhold til hende var af en meget kompliceret natur. Hver gang Frederik tog et skridt i den stramme, tætsiddende dueldragt gav det et lille ryk i Adrian. Som om læderet gnubbede sig op ad HANS lår, som om trykket fra skridtbeskytteren var på hans...
Så lød der høje lyde fra den anden ende af søen. Grev Henrik den Grusomme havde et enormt følge.
Det var en flok lakajer, ubarberede, med upudrede parykker og falske blikke. De hujede og hvæsede og skabte en stemning af uretfærdig strid. For Frederik havde intet følge. Kun den tavse Adrian, som havde blikket fast rettet mod hver eneste bevægelse, som Frederik gjorde. Grev Henrik smilede ondt. Adrian kunne se, at dette ville blive en ulige kamp. For hver eneste af lakajerne havde deres hænder knyttet mod hver deres pistol. Frederik havde ikke en chance. Ikke én! Den måtte Adrian tage. Han kastede sig for Grev Henriks fødder, tryglende, idet greven løftede sin pistolfæstede hånd mod den dirrende Frederik.
"Nådige greve," bad han. Han kyssede grevens bestøvlede fødder, han greb om grevens røde gamacher og løftede sit ansigt mod ham.
"Nådige greve, " tryglede han, "der må være en anden måde at afgøre dette slag på!"
Grevens mørke ansigt strålede som en dødsstjerne ned mod Adrians bedende ansigt.
"Rejs dig," gnæggede greven. "Du har ret. Der ér en anden måde." Adrian rejste sig skælvende. Greven smilede bredt. Hans hæse stemme hvislede gennem luften mod Adrians øre:
"Buk dig!"
Når Adrian tænkte tilbage på den eftermiddag blev han altid lidt drømmende og fraværende i blikket. Han hørte stadig skoven genlyde af suk og forløsning. Tænk, at alle de mænd...Ja, tænk, at så mange ædle mænd ku være således fyldt af samme ophøjede mål!
Duggen falder blidt mod vejbreddens skinnende bladstængler, og Adrian tænker på den forjættende lyd af mandige bælter, der klirrer mod hverandre og knappes op med små, lokkende smæld.
Etiketter:
BILTEMA
Abonner på:
Indlæg (Atom)
